Det rigtige

Det vigtigste sted jeg nogensinde har boet, var kun et par måneder. Ikke en lejlighed, og ikke gennemtænkt. Jeg sov på en drømmeseng med to madrasser på, der var så bløde, at jeg nærmest sad op og sov. Men det gjorde ikke noget, for de to madrasser var et udtryk for ømhed. For at jeg skulle have det godt.

Da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg ind i min daværende kærestes etværelses. Det var forfærdeligt. Intet var mit, der var ikke plads til noget, og vi levede simpelthen for tæt sammen i hans ting.
Alligevel var der sært tomt på alle hylder, borde og i vinduerne, da jeg pakkede mine ting og flyttede ud. Noget har alligevel været mit.

Men så var det, at jeg boede et par måneder på mormors sy værelse. Bare lige til jeg havde råd til noget indskud og havde fundet en lejlighed. Det var rigtig pænt af de to gamle. På den ene side var det helt forkert. Morfar var syg af kræft, og havde svært ved at håndtere en teenager i huset igen efter 45 år siden den sidste. Jeg skulle være hjemme på en fast tid, ringe hvis jeg spiste ude, og liste når jeg stod op.


Omvendt var det helt rigtigt. For når han var stædig, eller tog højtidelig afsked, eller blev indlagt, og mormor stod og græd i køkkenet, uden at ville lade ham se det, så jeg det. Og jeg holdt om hende. Den stærkeste kvinde i  verden. Og lod hende fortvivle i de tårer, hun var for tapper til at vise min morfar.

Det var det rigtigste sted, jeg nogensinde har boet.