Ze Låvestowy: Røvhullet

Vi slap historien deromkring, hvor jeg godt vidste, at der skulle sættes en fod ned. Hvorsomhelst nærmest, bare den blev sat.

Så jeg inviterede den Sunde og Raske Fyr hjem til mig en mandag aften til en ædru snak. For at få en form for afklaring på denne roden frem og tilbage. For at han kunne sige 'ja tak', hvis han ville mere eller 'nej tak', hvis han ikke ville, uden at være sløret af lørdagens lyserøde magt, bedre kendt som alkohol.

Han kom ret sent, og var meget genert. Jeg var også ret genert, men jeg havde i beskeden gjort ham opmærksom på, at jeg gerne ville have en form for afklaring.

Så det var faktisk ikke skidesmart, at det hele endte i Rage Against the Machine, trommestikker, hyggesnak og grin. For da han gik, var jeg mere forvirret end nogensinde. Havde det ikke været for besøgets dagsorden, ville det have været en perfekt første date. Uden kys, men med masser af snak.

Så da veninderne spurgte om vi var nået frem til noget, måtte jeg jo ærligt svare nej. Jeg anede ingenting. Nada. Niet. Det måtte vi se på. Igen.

Hvorfor gør piger den slags mod sig selv? Jeg vidste godt, at når en mand ville mig, så fik han det til at ske. Jeg var ingen øgle, der var da mænd der havde inviteret mig ud før. Forkælet mig. Ringet om mandagen. Så jeg kendte godt forskellen på 'vild med mig' og 'vild med lørdagsknald'. Men jeg var solgt til stanglakrids.

Næste gang vi mødtes i byen, ville jeg ikke. Jeg fortalte ham, at det var slut. Jeg magtede ikke mere af det hér. For han ville jo ikke noget alligevel. Og jeg ville ikke såres mere. Og han havde allerede været en dum fyr. Og jeg var en alt-eller-intet pige. Så når han ikke ville alt, så ville jeg intet.

Dén udmelding lignede lidt et slag i den Sunde og Raske Fyrs ansigt, og han lod mig være alene længe den aften. Kiggede langt efter mig. Holdt øje med mig.

Og til sidst tog fanden ved ham. For han havde måske ikke følt sig klar før, men han ville dælme heller ikke miste mig. Så meget vidste han dog. Han kunne godt mande sig op til 'alt', for han kunne ikke klare tanken om 'intet'.

Dér, lige dér, var jeg lykkelig. Jeg var lykkelig, da vi fulgtes hjem. Jeg var lykkelig, da vi lå i hinandens arme, jeg var lykkelig, da han faldt i søvn med mig presset ind til brystet. Jeg var så lykkelig, at jeg stod op og hentede morgenbrød næste morgen. Til ham og mig. Jeg kunne ikke sove mere. For nu skulle det være ham og mig. Han havde selv sagt det. Han var på.

Men han sov længe. Og tungt. Og svarede sløret, når man talte til ham. Og var ikke rigtig til at få liv i. Så jeg smuttede hjem til sidst. Og glædede mig til han vågnede og ringede.

Men hvilken slags søvn, kan gøre at man slet ikke kan komme i kontakt med en fyr?, tænker du nu.

Rævesøvn. Udført af den sorte samvittighed hos fyren, der godt ved, at han løj.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget. Intet. Nada. Ikke en lyd.
Tirsdag havde jeg fået nok. Til stand up med Lise drak jeg mig mod til i store fadøl, og fik eventuelt bræget 'Det er nok bare dig' nede bag i lokalet, da Elias Ehlers spurgte 'Falder mikrofonen hele tiden ud, eller er det bare mig?' Det må han egentlig undskylde.

Så jeg ringede. Til en telefon, der ikke blev taget. Så skrev jeg. Om det skulle være, eller om det ikke skulle være. Nu, hvor han ikke kunne finde ud af at sige det ligeud, kunne han måske skrive det?

Det kunne han. Og det skulle ikke være, syntes han.

Det var i øvrigt dén aften, hvor jeg druknede mine sorger med C og rødvin, endte med at kaste hele lortet op, mens hun tissede i min håndvask. For det kan sprut. Lindre, trøste og fjerne fokus fra, hvad der foregår.

Jeg var rasende. Og ydmyget. Og ked af det. Masser af ked af det-hed. Men jeg var også rasende på mig selv. Fordi jeg burde have sagt fra længe før, og taget vare på mine egne følelser. Og rasende på ham. For alt det andet, fordi han godt vidste, jeg var et nemt offer og vild med ham, fordi han fortsatte med at lokke mig med hjem alligevel. Fordi han havde løjet. Og udnyttet mig. Og knust mit hjerte.

Det røvhul.

Hvordan kommer man videre fra sådan en ydmygelse?

(Den Sunde og Raske Fyr som ellers altid læser med, har valgt at springe dagens indlæg over. Både med at kommentere og læse. Han er ganske enkelt for flov, og han med alverdens vold og magt ikke klare at gennemleve, hvad der blev sagt og gjort dengang igen.)