Ze Låvestowy: No more Mr. Nice Guy

Her fortsætter historien om den Sunde og Raske Fyrs vej til mit hjerte. Den har stået ude på sidelinjen og følt sig overset, mens Bethany har huseret og gjort mig danmarkskendt for en stund. Godt Nina kan pille mig ud af navlepillerdepressionen sætte gang i historien igen.

For altså. Vi tilbragte nogle nætter sammen over et par måneder. Altid fulde, altid Boogies. Og jeg vidste det. Rikke vidste det, alle vidste det: Jeg var mere vild med ham, end han var med mig. Selv dørmændene på Boogies vidste det, for guds skyld. Men det var ikke noget, vi sagde højt.

Men det var noget, jeg måtte gøre noget ved.
Så en aften, da en hånd lagde sig på min lænd på dansegulvet, og et brunøjet ansigt lagde an til et lille kys, stemte jeg hånden imod hans skulder og sagde det som det var: 'Jeg vil ikke med dig hjem mere, med mindre at det hér skal udvikle sig til noget. Jeg er blevet glad for dig, og hvis vi fortsætter som nu, bliver jeg såret. Derfor vil jeg ikke mere.'

Bum.

Så kunne han så tygge lidt på den. Og det gjorde han. Han kunne nemlig godt forstå mig, for inderst inde vidste han det også godt. At jeg var mere vild med ham, end han var med mig.

Men senere på aftenen, fandt han mig alligevel oppe i baren ovenpå for at snakke. For hvis jeg ville det sådan, så måtte vi jo gå ud en dag, og se, om det ikke kunne blive til mere. Og så kyssede vi, inde i døråbningen. Faktisk det kys, som Den Sunde og Raske Fyr i dag husker som vores første kys.

Næste dag skubbede den Sunde og Raske Fyr tankerne fra sig. Det kan mænd. Jeg svævede hjem fra hans lejlighed, og følte at jeg var millimeter fra at blive hans kæreste. Mig. Og ham. Jeg var nærmest lykkelig.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved.

Næste gang jeg mødte ham i byen, var jeg temmelig forbeholden. Stadig forelsket, stadig i fornægtelse, men fuldt ud indstillet på, at han ikke skulle slippe godt fra at love mig noget, han ikke ville holde.

Hvorfor jeg lyttede da han sagde, at han havde haft brug for at tænke lidt, for han ville ikke bare gå på date for at gøre det, men at det skulle gøres ordentligt - og med de rigtige intentioner, ved jeg ikke.
Han mente bestemt, at han havde de rigtige intentioner nu. Men vi skulle tage den med ro.

Og Trix med hjem igen. Til skak og morgenbrød og putten i sengen og havregryn med müsli, bad og et lift hjem. For jeg ville jo så gerne. Og måske, hvis jeg tog med ham hjem én gang mere, ville han blive forelsket i mig, og indse at vi hørte sammen. Han skulle jo bare indse det. Det var så tydeligt, at vi hørte sammen.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved. (Ren copy/paste, ja. Så dum var jeg.)

Men jeg måtte da snart fange budskabet ikke? Eller var det virkelig nødvendigt, at presse citronen mere?