tirsdag den 1. november 2011

Horoskop November 2011

Vædderen: Det er ikke jul endnu, Gertrud Sand. Kan du så få de nisser ned!
Kærlighed: Se ovenstående.

Tyren: Det begynder så småt at gå dig på, at folk konsekvent tror, at du er Johnny Bredahl og synes, du lyder som ham. Specielt i betragtning af, du er en kvinde.
Job: Det hjælper heller ikke på det, at du altid drikker dig fuld på bodegaen og rabler om dit come back til bokseverdenen. Nyt karrierespor på vej.

Tvillingen: Du holder en improviseret forsinket Halloweenfest. I er dig og en flaske Enkelt. Du fortryder snart, at du er alene, da du bliver for fuld til at opdage, at der går ild i dit hår.
Kærlighed: Det spiller ikke for Sinead O'connor, og det spiller heller ikke for dig.

Krebsen: Du fejlfortolker bredden på din egen røv i Fakta, og sidder fast mellem en europalle vaskepulver og frugtøen. Længe. For du kan ikke komme fri igen, og kvier dig lidt ved at bede om hjælp.
Job: Efter et par timer tror Kenneth med gulvmoppen, at du arbejder i Fakta med ham, og prøver at skælde dig ud for at dovne. Du overtaler ham til at hjælpe dig, og ender med at stable smør.

Løven: Efter at have sovet elendigt i flere dage finder du din forsvundne lommelærke i sengen. Du føler dig meget lidt kongelig.
Kærlighed: Du bør skifte navn, men for guds skyld ikke til Robert.

Jomfruen: Efter en lang og vild ungdom som punker, begynder du at lide af 'øreflip på skulder'-syndromet. Det går dig virkelig meget på, og hæmmer din selvtillid.
Job: Du er en virkelig fantasiløs og inkompetent plastickirurg. Du har fortjent de hængeører.

Vægten: Du bliver meget skuffet, da du efter indkøb af lædersofa, glasbord, sølvhalskæde og proteinpulver slet ikke ser større eller stærkere ud end før. Fremtiden for din body builder karriere ser ikke for lys ud.
Kærlighed: Det skal være lidt hårdt at dyrke sex. Du kan ikke bare ligge stille. Din kæreste forlader dig snart.

Skorpionen: Der er indført casual fredag på din arbejdsplads, og for virkelig at vise hvem du er, og hvad du står for møder du op i dit mavedanserkostume. Det røde, som passer til Gucci-tasken
Job: Statsministeriet bliver aldrig det samme igen, men humøret er højt denne fredag.

Skytten: På vej på date med en virkelig dejlig pige bliver du fanget i en elevator, der sætter sig fast. Da du vil ringe og fortælle hende, at du er forsinket mister din telefon alt signal. Du hører tumult udenfor elevatoren, og da en skaldet John McClain-lignende mand bryder dørene op, må du slås med en løve for at komme ud. Den savler overalt på dig, og nu du alligevel er sent på den, beslutter du at gå op igen og skifte skjorte.
Kærlighed: Pigen du dater gør det forbi og påstår, at du er lystløgner. Du aner ikke, hvad hun snakker om.

Stenbukken: Du er ved at gøre det forbi med din kæreste gennem et par år, og slutter af med den klassiske 'jeg er så misundelig, på ham der bliver gift med dig'. Hun minder dig tørt om en beruset aften i Vegas forrige sommer.
Job: Du får brug for lidt ekstratimer for at betale advokatbistand til den skilsmisse, du ikke vidste, du havde brug for.

Vandmanden: På en bar i indre by møder du en sexet mand, som du tager med hjem. Da han vil afklæde dig, smutter du på toilettet for selv først at afføre dig slanketrussen, korsettet, indlæggene i bH'en og de falske øjenvipper.
Kærlighed: Ja, denne aften kommer det lidt an på om klokken er før eller efter 03 - og hvor meget han har drukket.

Fisk: Du er så desperat efter et job, at du søger en hel række jobs på jobnet, uden at læse jobbeskrivelserne først. Du bliver kaldt til samtale på Mirage i København.
Job: Du er lidt naiv i din jobsøgning, men bliver en fantastisk 'danserinde'.

8 kommentarer:

amarOrama sagde ...

Sex? Aner ikke, hvad du taler om. Hilsen vægten.

Trix sagde ...

Jeg rammer altid plet med dig. AOA.

Lene sagde ...

Nå, der var min lommelærke...ku' sgu da ikke forstå hvor den lille satan var blevet af...

Ulrik sagde ...

Skytten er jævnt uheldig. :P Det er sådan noget, der kunne være sket i en Wikke & Rasmussen-film. :D

fasterfis sagde ...

Jamen, jeg anede ikke jeg havde en lommelærke? Hvem har været i min seng uden at jeg vidste det.
Nyt navn? Jamen.. jeg vil IKKE til nummereolog.

Trix sagde ...

Pille: ikke mig, for jeg har begge mine hjemme.

Lene: Glad for, jeg ku' hjælpe...

Ulrik: Det sker vist kun i film generelt. Ikke at ingen mænd har forsøgt sig med lignende forklaringer, hæhæ. (Ikke at jeg heller ikke har...)

R og D sagde ...

Yes, jeg har fået job i Fakta :)
Hilsen Krebsen

Leda sagde ...

YES. Jeg vidste november vil blive den måned hvor det lykkes at finde et godt betalt studiejob. WIN.

Hilsen fisken.