Et suk midt på ugen

I dag hader jeg at bo i Thisted igen. Ikke noget voldsomt, bare en vinterbleg, ulmende utilfredshed med mit liv i 80 % af mine vågne timer.

Jeg sov til klokken ti. Det plejede at være klokken ni, men efterhånden er det klokken ti. Vækkeuret ringer stadig både klokken otte og halv ni, men min krop véd bare godt, at der ikke er noget, jeg skal op til. Jeg hører det ikke engang mere. Det er sgu lidt pinligt.

Højdepunktet på min formiddag er kaffe. Og det er det. Ikke akkompagneret af en opgave, forelæsning, lektier, selskab eller andet. Bare kaffe. Mens jeg sidder og browser rundt på de jobsider, der stiltiende håner mig og de få ting, jeg kan tillade mig at påstå, jeg kan. For dem mangler de ikke. De mangler én, der kan skrue på en møtrik eller gøre noget ingeniøragtigt. Det kan jeg ikke.

Jeg gider ikke engang gå ud i byen. Selvom solen skinner fra en skyfri himmel, og der nok endda ville være smukt nede på havnen. Så har jeg bare set det hele 400 gange før, og et søgt formål for formålsløshedens skyld er bare ikke et særlig fedt formål.

Højdepunktet på min eftermiddag er skumbananer. Hvad end jeg køber dem eller ej. Mine tanker kredser om den skide pose skumbananer alt mellem fire og firs gange. Om hvorvidt jeg skal købe den, når jeg går ned og handler ind til aftensmaden.

Når den Sunde og Raske Fyr kommer hjem, er det som om, min skuldre kan slappe lidt af igen. Løsne sig fra det sted liige bag mine ører, hvor de havde sat sig til rette. Men det er bare meget pres at lægge på en enkelt fyr, der har været oppe siden seks. Og gerne vil have en lur. Og lave lidt arbejde foran computeren. Åh, at have arbejde med HJEM. Hvilken lykke.

Vi er faktisk derude, hvor jeg ser på uddannelser. Alle slags. For hvis der er én ting denne ventetid lærer mig om faget journalistik, så er det, at jeg ikke vil vente på det igen. Jeg skal nok tage den skide reeksamen til jul. Og jeg skal nok gøre mit allerbedste. Jeg skal nok tage imod hjælp, fra dem jeg ved er skarpere end jeg selv. Og jeg skal nok knokle på. Men hvis den ikke går - så gider jeg ikke vente et sekund mere på den uddannelse. Så meget lykke kan den ikke bringe, at det kan opveje disse måneders ingenting. Tomhed. Kedsomhed. Ensomhed. Gåiståethed. Frustration. Tavshed.

Så jeg tænker så småt på, hvad jeg vil være, hvis jeg ikke vil være journalist. Det var en umulig tanke for to år siden. Men som drømme bliver til virkelighed, viser de sig ofte ikke at være nær så perfekte som drømmen. Jeg kan godt leve med det uperfekte, men jeg kan ikke leve med stilstand.

Så hvad skal det være? Måske kommer der en liste senere idag...

I københavn bor der en pige, der...

blev lidt lun på en fyr. Og som smed et par hentydninger. Men han forstod dem åbenbart ikke. Heller ikke da HUN skrev til HAM for at høre, om han skulle med til koncert, reagerede han. Derfor opgav hun ævred og besluttede sig for at lægge ham i gokkekassen. Eller, could have, would have, should have-kassen, som det hedder på kvindsk.
Hun slæber i stedet sin kammerat med i Nørrebroparken, i matchende kinasko og virkelig klam pizza. Uden make up, men med drageånde. Og tømmermænd. Hvor de nyder den sidste sol i år - ja, gæt selv, hvilken weekend det var.
Men efter at have indtaget det meste af sin pizza, fanger noget hendes øje. En mand i nærheden. Faktisk meget tæt på. Og faktisk dén mand, hun netop har lagt på hylden. Spørgsmålet var nu, om han var kommet til efter hende, eller om hun havde stalket ham ved en fejl - og nu virkede som den lidt skumle type, der satte sig liiige i nærheden, men uden at hilse? Tror roligt, vi kan antage det sidste.

var lidt lun på en pige. Eller dame, er måske mere rigtigt. Men som ikke vidste, om det skulle blive til noget. Hun frygtede at damen måske var lidt for glad for et glas vin eller fem til aftensmaden. Og den slags, skal man jo helst ikke rodes ud i. Men n¨år man nu synes, trunten er sød, må man jo lige give hende en chance.
Derfor besøgte hun hende til et aftensmåltid og lidt hygge. Hvor værten endte med at tømme hele vinflasken selv, og gå kold på sofaen, efterladende sin gæst til at gå alene i seng.
Tror ikke, det bliver til mere med dem.

blev lidt fuld en fredag. Faktisk så fuld, at hendes veninder sendte hende hjem i en taxa i stedet for på hendes cykel. For det ville absolut ikke gå godt. Så vel inde i taxaen og godt på vej hjemme, råbte hun pludselig stop, meddelte at dette var hendes adresse og steg ud af vognen, mens hun lovede hendes veninde, at hun nok skulle skrive, når hun var kommet godt hjem.
Næste morgen vågnede hun heldigvis i sin egen seng. Uheldigvis ikke alene. Og uden nogensomhelst idé om, hvem mandspersonen ved siden af hende var. Faktisk kunne hun slet ikke huske, at hun var taget i byen. Skræmt til døde over, hvem der dog vil følge en fremmed kvinde hjem og blive der hele natten, når hun tydeligvis var døden nær af druk smed hun ham ud, rev sengetøjet af og vaskede det. Og vaskede det igen. Og besluttede sig for, at der skulle gå længe inden hun skulle drikke igen.

spiste humus. Morgen, middag og aften i en hel weekend. Og konstant blev forvirret over lugten af hvidløg, der hang omkring hende. Men som stadig præsterede at score på en andendagsbrandert, med hvidløgsånde og uglet hår.

Jeg tror, at jeg elsker mine veninder så meget, fordi de minder mig om... mig.

Samtale med badedragtsfyren

Som tilfældigvis også var ham, der fyldte bouillonterning og fahitamix i vores bruser og sæbe. Jeg er af den klare overbevisning, at en prank tilgives bedst med en ny prank. (Læg dertil, at jeg ikke kan tåle at tabe - og så får du en virkelig usympatisk person...)

Men altså:
J: Det er Jens.
T: Hej Jens, det er Trix.

J: Øhm, hej? Hvad kan jeg gøre for dig Trix?
T: Jeg ville sådan set bare fortælle dig en lille historie, som den Sunde og Raske Fyr mener godt kunne interessere dig.
J: Øhhm.. Ja?
T: Det var bare fordi, jeg kom for sent til en jobsamtale idag. Jeg var ellers oppe i god tid.
J: Nå da, ja, det var jo ikke så godt.
T: Nej. Men det var fordi, da jeg gik i bad, begyndte vandet bare at stinke helt vildt - og jeg kom til at lugte sådan af noget kål eller sådan noget klamt. Og ligegyldigt hvor mange gange jeg vaskede mig med sæben og skyllede mit hår, kunne jeg bare ikke få lugten ud igen.
J: ...
T: Så det endte med, at jeg havde været i bad i næsten en time, og jeg stank helt VILDT. Så jeg måtte ringe til dem og forklare, at jeg var sent på den. For jeg skulle have været der, da jeg kom ud af badet.
J: ...
T: Jeg tog en masse parfume på, men jeg kunne se på dem, at de godt kunne lugte det. Det var sgu lidt pinligt.
J: ... Øhm...

T: Og så nævnte den Sunde og Raske Fyr bare, at du havde spurgt efter en bouillonterning på et tidspunkt. Så jeg ville bare høre Jens, nu gjorde du vel ikke noget dumt med den terning, vel?
J: ... Jo...
T: Så du ved godt, hvem der har smattet ting ud i mit bad?
J: Ja...e...øh.. Det var mig. Det må du fandme undskylde. Hør, kan jeg ringe til dig senere Trix? Jeg sidder lige midt i noget.
T: Det kan du godt. Hej hej.

Needless to say, har han ikke ringet tilbage endnu. Men før han gør det, finder han jo ikke ud af, at det var løgn.

Selvmål

Ingen jobsamtale til Trix. Skodhoveder hele bundtet. Det er lidt som om, folk ikke indser, hvad de går glip af. For hvem vil helt ærligt ikke arbejde sammen med mig? Jeg forstår det ikke.

Men det må de jo selv om. Ikke nok med de ikke inviterede mig til samtale - de har heller ikke rettet stavefejlen endnu.

Det må de selv om. Men hvis i besidder bare en smule af min skadefryd, så smut forbi Det Danske Madhus og gnæk lidt over fanerne øverst til højre.

Gider da heller ikke arbejde for folk, som ikke kan stave. (Fornærmet? Hvem?)

Giganternes indtog

Der har været fest i weekenden. Kun med mænd. Ikke mange mænd, bare de værste af slagsen.

Jeg er heldigvis forskånet for de strammere detaljer, så jeg kan holde mig til viden omkring disse få ting:

Der har med sikkerhed været kastet op i både holmegaard- og Pillivuytskålen.

Manden tog kanden fra blenderen med i seng, for at have noget at bruge i løbet af natten. (Blenderen? really?) Og lagde sig naturligvis til at sove i sengen og min side. Ikke på lokummet.

Vores over-overbo blev hevet ned til fest og blev lagt kraftigt an på af en skaldet chimpanse. Håber ikke, vi har gjort hende meget fortræd.

Der var indkøbt ca. 1,3 flasker alkohol pr. mand. Der er kun rom tilbage. Jeg kan ikke lide Rom.

Og øl. Masser af øl. Også tilbage i køleskabet.

Der var grøntsagsbouillon i Sanexflasken næste gang den skulle bruges.

Og Fahitamix i brusehovedet.

Minimum én af mændene har haft min badedragt på.

Og hvis folk peger og hvisker noget med hash, når de ser os på gaden i fremtiden, er det kun fordi en af gæsterne havde glemt sit papir og måtte spørge for sig.

Other than that, var det en flok englebørn der overnattede i lejligheden.

Og her var BLÆST, da jeg kom hjem.

Toback to the by, hvor tiden står stille

Jeg er tilbage i Thy. Har ikke savnet Thisted. Men havde savnet ham - og det var gengældt. Og dejligt.

Faktisk havde han savnet mig så meget, at han er nået frem til, at hvis jeg flytter fra byen før tid (tid = næste sommer), flytter han med. For han vil ikke undvære mig. Det varmer. Og lysner op i dunkle 'så må vi bo hver for sig og være weekendkærester igen'-udsigter. Det gør mig faktisk så lykkelig, at jeg vil kæmpe lidt mere for at holde ud her i Thisted, når han i modsat tilfælde vil flytte før tid for mig.

København var skøn og storslået, og herligt akavet og både helt uden for kategori - og liige hvad jeg havde forestillet mig. Men mere om det i de kommende dage.

Først og fremmest er der lige en ske, jeg skal ligge i.

Dommedagstømmermænd - og mere fest

Nu har hun gjort det igen. Sidder i Christinas seng med pandaøjne, dødsånde, uglet hår og en virkelig tiltrængt tyrkisk peber slikkepind. Hovedpinen banker insisterende i tindingerne, og alt jeg har lyst til, starter med 'okse'.

Og så skal jeg hjem til Stine og på den igen i aften. Jæs sør.

Det bliver grande. Men skal måske lade være med at fejre, at jeg IKKE har shoppet hele dagen ved at købe to flasker vin til en 'hyggeaften', som jeg gjorde igår. Skal måske også lade være med at æde så meget humus, hai dai, bruscetta osv, at fire begejstrede fodboldfans afbryder vores gruppekram, for at at spørge 'hvem der lugter så meget af hvidløg'.

Skal også lade være med at tænke 'du er stadig lækker, der er ingen der kan se det', når jeg står i baren og skiftevis holder vejret til jeg bliver gasblå i hovedet eller hikker.

Kommer det til at lykkes? Vil det lykkes Trix at bevare værdigheden en hel aften? Kan hun undgå at købe både kebab og fritter, når hun skal hjem? Og holder hun mon op med at omtale sig selv i tredje person ental?

(Ikke drukrelaterede indlæg kommer efter weekenden. Måske.)