Vi slap historien deromkring, hvor jeg godt vidste, at der skulle sættes en fod ned. Hvorsomhelst nærmest, bare den blev sat.
Så jeg inviterede den Sunde og Raske Fyr hjem til mig en mandag aften til en ædru snak. For at få en form for afklaring på denne roden frem og tilbage. For at han kunne sige 'ja tak', hvis han ville mere eller 'nej tak', hvis han ikke ville, uden at være sløret af lørdagens lyserøde magt, bedre kendt som alkohol.
Han kom ret sent, og var meget genert. Jeg var også ret genert, men jeg havde i beskeden gjort ham opmærksom på, at jeg gerne ville have en form for afklaring.
Så det var faktisk ikke skidesmart, at det hele endte i Rage Against the Machine, trommestikker, hyggesnak og grin. For da han gik, var jeg mere forvirret end nogensinde. Havde det ikke været for besøgets dagsorden, ville det have været en perfekt første date. Uden kys, men med masser af snak.
Så da veninderne spurgte om vi var nået frem til noget, måtte jeg jo ærligt svare nej. Jeg anede ingenting. Nada. Niet. Det måtte vi se på. Igen.
Hvorfor gør piger den slags mod sig selv? Jeg vidste godt, at når en mand ville mig, så fik han det til at ske. Jeg var ingen øgle, der var da mænd der havde inviteret mig ud før. Forkælet mig. Ringet om mandagen. Så jeg kendte godt forskellen på 'vild med mig' og 'vild med lørdagsknald'. Men jeg var solgt til stanglakrids.
Næste gang vi mødtes i byen, ville jeg ikke. Jeg fortalte ham, at det var slut. Jeg magtede ikke mere af det hér. For han ville jo ikke noget alligevel. Og jeg ville ikke såres mere. Og han havde allerede været en dum fyr. Og jeg var en alt-eller-intet pige. Så når han ikke ville alt, så ville jeg intet.
Dén udmelding lignede lidt et slag i den Sunde og Raske Fyrs ansigt, og han lod mig være alene længe den aften. Kiggede langt efter mig. Holdt øje med mig.
Og til sidst tog fanden ved ham. For han havde måske ikke følt sig klar før, men han ville dælme heller ikke miste mig. Så meget vidste han dog. Han kunne godt mande sig op til 'alt', for han kunne ikke klare tanken om 'intet'.
Dér, lige dér, var jeg lykkelig. Jeg var lykkelig, da vi fulgtes hjem. Jeg var lykkelig, da vi lå i hinandens arme, jeg var lykkelig, da han faldt i søvn med mig presset ind til brystet. Jeg var så lykkelig, at jeg stod op og hentede morgenbrød næste morgen. Til ham og mig. Jeg kunne ikke sove mere. For nu skulle det være ham og mig. Han havde selv sagt det. Han var på.
Men han sov længe. Og tungt. Og svarede sløret, når man talte til ham. Og var ikke rigtig til at få liv i. Så jeg smuttede hjem til sidst. Og glædede mig til han vågnede og ringede.
Men hvilken slags søvn, kan gøre at man slet ikke kan komme i kontakt med en fyr?, tænker du nu.
Rævesøvn. Udført af den sorte samvittighed hos fyren, der godt ved, at han løj.
Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget. Intet. Nada. Ikke en lyd.
Tirsdag havde jeg fået nok. Til stand up med Lise drak jeg mig mod til i store fadøl, og fik eventuelt bræget 'Det er nok bare dig' nede bag i lokalet, da Elias Ehlers spurgte 'Falder mikrofonen hele tiden ud, eller er det bare mig?' Det må han egentlig undskylde.
Så jeg ringede. Til en telefon, der ikke blev taget. Så skrev jeg. Om det skulle være, eller om det ikke skulle være. Nu, hvor han ikke kunne finde ud af at sige det ligeud, kunne han måske skrive det?
Det kunne han. Og det skulle ikke være, syntes han.
Det var i øvrigt dén aften, hvor jeg druknede mine sorger med C og rødvin, endte med at kaste hele lortet op, mens hun tissede i min håndvask. For det kan sprut. Lindre, trøste og fjerne fokus fra, hvad der foregår.
Jeg var rasende. Og ydmyget. Og ked af det. Masser af ked af det-hed. Men jeg var også rasende på mig selv. Fordi jeg burde have sagt fra længe før, og taget vare på mine egne følelser. Og rasende på ham. For alt det andet, fordi han godt vidste, jeg var et nemt offer og vild med ham, fordi han fortsatte med at lokke mig med hjem alligevel. Fordi han havde løjet. Og udnyttet mig. Og knust mit hjerte.
Det røvhul.
Hvordan kommer man videre fra sådan en ydmygelse?
(Den Sunde og Raske Fyr som ellers altid læser med, har valgt at springe dagens indlæg over. Både med at kommentere og læse. Han er ganske enkelt for flov, og han med alverdens vold og magt ikke klare at gennemleve, hvad der blev sagt og gjort dengang igen.)
søndag den 6. november 2011
fredag den 4. november 2011
Nu ved jeg, at jeg er voksen
Vi har køkkenrulle. Sådan, rigtig køkkenrulle på køkkenrulleholder.
Det er slut med 'den korte udgave', som jeg har ladet mig fortælle, får folk til at tænke på at tørre sig i røven, mens man spiser.
Jeg har været skideligeglad og brugt lokumspapir som køkkenrulle siden jeg flyttede hjemmefra. Ja, for det løb man jo sjovt nok aldrig (sjældent) tør for.
Men ikke mere. Vi har køkkenrulle nu. Voksent.
Vi har også en jobsamtale på mandag, hvor jeg kan blive sådan en rengøringskone, der møder på handelsskolen klokken fem og gør rent indtil alle de unge mennesker kommer. Klokken fem. Unge mennesker. Rengøring. Det er simepelthen for latterligt. Hvad værre er, jeg gør det, hvis de vil have mig.
torsdag den 3. november 2011
Ze Låvestowy: No more Mr. Nice Guy
Her fortsætter historien om den Sunde og Raske Fyrs vej til mit hjerte. Den har stået ude på sidelinjen og følt sig overset, mens Bethany har huseret og gjort mig danmarkskendt for en stund. Godt Nina kan pille mig ud af navlepillerdepressionen sætte gang i historien igen.
For altså. Vi tilbragte nogle nætter sammen over et par måneder. Altid fulde, altid Boogies. Og jeg vidste det. Rikke vidste det, alle vidste det: Jeg var mere vild med ham, end han var med mig. Selv dørmændene på Boogies vidste det, for guds skyld. Men det var ikke noget, vi sagde højt.
Men det var noget, jeg måtte gøre noget ved.
Så en aften, da en hånd lagde sig på min lænd på dansegulvet, og et brunøjet ansigt lagde an til et lille kys, stemte jeg hånden imod hans skulder og sagde det som det var: 'Jeg vil ikke med dig hjem mere, med mindre at det hér skal udvikle sig til noget. Jeg er blevet glad for dig, og hvis vi fortsætter som nu, bliver jeg såret. Derfor vil jeg ikke mere.'
Bum.
Så kunne han så tygge lidt på den. Og det gjorde han. Han kunne nemlig godt forstå mig, for inderst inde vidste han det også godt. At jeg var mere vild med ham, end han var med mig.
Men senere på aftenen, fandt han mig alligevel oppe i baren ovenpå for at snakke. For hvis jeg ville det sådan, så måtte vi jo gå ud en dag, og se, om det ikke kunne blive til mere. Og så kyssede vi, inde i døråbningen. Faktisk det kys, som Den Sunde og Raske Fyr i dag husker som vores første kys.
Næste dag skubbede den Sunde og Raske Fyr tankerne fra sig. Det kan mænd. Jeg svævede hjem fra hans lejlighed, og følte at jeg var millimeter fra at blive hans kæreste. Mig. Og ham. Jeg var nærmest lykkelig.
Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved.
Næste gang jeg mødte ham i byen, var jeg temmelig forbeholden. Stadig forelsket, stadig i fornægtelse, men fuldt ud indstillet på, at han ikke skulle slippe godt fra at love mig noget, han ikke ville holde.
Hvorfor jeg lyttede da han sagde, at han havde haft brug for at tænke lidt, for han ville ikke bare gå på date for at gøre det, men at det skulle gøres ordentligt - og med de rigtige intentioner, ved jeg ikke.
Han mente bestemt, at han havde de rigtige intentioner nu. Men vi skulle tage den med ro.
Og Trix med hjem igen. Til skak og morgenbrød og putten i sengen og havregryn med müsli, bad og et lift hjem. For jeg ville jo så gerne. Og måske, hvis jeg tog med ham hjem én gang mere, ville han blive forelsket i mig, og indse at vi hørte sammen. Han skulle jo bare indse det. Det var så tydeligt, at vi hørte sammen.
Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved. (Ren copy/paste, ja. Så dum var jeg.)
Men jeg måtte da snart fange budskabet ikke? Eller var det virkelig nødvendigt, at presse citronen mere?
For altså. Vi tilbragte nogle nætter sammen over et par måneder. Altid fulde, altid Boogies. Og jeg vidste det. Rikke vidste det, alle vidste det: Jeg var mere vild med ham, end han var med mig. Selv dørmændene på Boogies vidste det, for guds skyld. Men det var ikke noget, vi sagde højt.
Men det var noget, jeg måtte gøre noget ved.
Så en aften, da en hånd lagde sig på min lænd på dansegulvet, og et brunøjet ansigt lagde an til et lille kys, stemte jeg hånden imod hans skulder og sagde det som det var: 'Jeg vil ikke med dig hjem mere, med mindre at det hér skal udvikle sig til noget. Jeg er blevet glad for dig, og hvis vi fortsætter som nu, bliver jeg såret. Derfor vil jeg ikke mere.'
Bum.
Så kunne han så tygge lidt på den. Og det gjorde han. Han kunne nemlig godt forstå mig, for inderst inde vidste han det også godt. At jeg var mere vild med ham, end han var med mig.
Men senere på aftenen, fandt han mig alligevel oppe i baren ovenpå for at snakke. For hvis jeg ville det sådan, så måtte vi jo gå ud en dag, og se, om det ikke kunne blive til mere. Og så kyssede vi, inde i døråbningen. Faktisk det kys, som Den Sunde og Raske Fyr i dag husker som vores første kys.
Næste dag skubbede den Sunde og Raske Fyr tankerne fra sig. Det kan mænd. Jeg svævede hjem fra hans lejlighed, og følte at jeg var millimeter fra at blive hans kæreste. Mig. Og ham. Jeg var nærmest lykkelig.
Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved.
Næste gang jeg mødte ham i byen, var jeg temmelig forbeholden. Stadig forelsket, stadig i fornægtelse, men fuldt ud indstillet på, at han ikke skulle slippe godt fra at love mig noget, han ikke ville holde.
Hvorfor jeg lyttede da han sagde, at han havde haft brug for at tænke lidt, for han ville ikke bare gå på date for at gøre det, men at det skulle gøres ordentligt - og med de rigtige intentioner, ved jeg ikke.
Han mente bestemt, at han havde de rigtige intentioner nu. Men vi skulle tage den med ro.
Og Trix med hjem igen. Til skak og morgenbrød og putten i sengen og havregryn med müsli, bad og et lift hjem. For jeg ville jo så gerne. Og måske, hvis jeg tog med ham hjem én gang mere, ville han blive forelsket i mig, og indse at vi hørte sammen. Han skulle jo bare indse det. Det var så tydeligt, at vi hørte sammen.
Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved. (Ren copy/paste, ja. Så dum var jeg.)
Men jeg måtte da snart fange budskabet ikke? Eller var det virkelig nødvendigt, at presse citronen mere?
En fisk på land i Thisted
En kort eftermiddag på café med N og S i Aarhus i går var skræmmende. Meget.
Jeg elskede det. Jeg elskede hvert sekund. Jeg elskede det, selvom jeg kørte to en halv time hver vej. Selvom der er dobbelt så mange biler som parkeringspladser i Aarhus centrum. Selvom jeg ikke engang fik ordnet den ene ting på skolen, som jeg skulle. Selvom jeg aldrig rigtig blev by-forelsket i Aarhus, mens jeg boede dér. Og selvom jeg svor, at jeg ikke ville savne byen, da jeg rejste derfra. Det var løgn. Alt sammen løgn.
For den ene dag i godt selskab. Faktisk fantastisk selskab. Med samtaler om dumme pigeting, fnidder, drama, sladder og alle de ting, jeg lader som om, jeg ikke dyrker. Grin og kaffe. Kage og arm i arm ned af strøget. I en by der er stor nok til, at der er facere hver dag. I Thisted kommer de kun om fredagen. Så lille er byen.
Og jeg er så ensom i Thisted, at jeg så småt betragter min zumbainstruktør som en ven. Fordi hun har talt til mig ved to lejligheder nu. Disse to lejligheder værende zumba, ik'?
Men den ene eftermiddag var som at få luft. Som at bryde igennem vandoverfladen efter at have være blevet holdt under vand så længe, at ens hjerne blokerede for visheden om, at man var ved at drukne.
Samværet, byen, selv tågen prikkede i min hud, som luften prikker i lungerne, når man endelig får vejret igen. Det var som om cellerne i min krop vågnede op. Som om min hjerne tænkte klare tanker. Som om mine øjne kunne se igen. Som om jeg fik endnu et dybt åndedrag, efter at have svømmet hele banens længde under vand.
Desværre gjorde det mig også klart, at jeg nu tilbage i Thisted drukner på ny. Jeg hader det stadig, og måske lidt mere nu, hvor jeg ved, at en dag i Aarhus føles så meget som balsam for min understimulerede hjerne. For min sovende krop og for mit røvkedelige liv.
Hvad er værst? At drukne langsomt uden at vide det? Eller at være klar over man synker, der hvor man er netop nu?
Jeg elskede det. Jeg elskede hvert sekund. Jeg elskede det, selvom jeg kørte to en halv time hver vej. Selvom der er dobbelt så mange biler som parkeringspladser i Aarhus centrum. Selvom jeg ikke engang fik ordnet den ene ting på skolen, som jeg skulle. Selvom jeg aldrig rigtig blev by-forelsket i Aarhus, mens jeg boede dér. Og selvom jeg svor, at jeg ikke ville savne byen, da jeg rejste derfra. Det var løgn. Alt sammen løgn.
For den ene dag i godt selskab. Faktisk fantastisk selskab. Med samtaler om dumme pigeting, fnidder, drama, sladder og alle de ting, jeg lader som om, jeg ikke dyrker. Grin og kaffe. Kage og arm i arm ned af strøget. I en by der er stor nok til, at der er facere hver dag. I Thisted kommer de kun om fredagen. Så lille er byen.
Og jeg er så ensom i Thisted, at jeg så småt betragter min zumbainstruktør som en ven. Fordi hun har talt til mig ved to lejligheder nu. Disse to lejligheder værende zumba, ik'?
Men den ene eftermiddag var som at få luft. Som at bryde igennem vandoverfladen efter at have være blevet holdt under vand så længe, at ens hjerne blokerede for visheden om, at man var ved at drukne.
Samværet, byen, selv tågen prikkede i min hud, som luften prikker i lungerne, når man endelig får vejret igen. Det var som om cellerne i min krop vågnede op. Som om min hjerne tænkte klare tanker. Som om mine øjne kunne se igen. Som om jeg fik endnu et dybt åndedrag, efter at have svømmet hele banens længde under vand.
Desværre gjorde det mig også klart, at jeg nu tilbage i Thisted drukner på ny. Jeg hader det stadig, og måske lidt mere nu, hvor jeg ved, at en dag i Aarhus føles så meget som balsam for min understimulerede hjerne. For min sovende krop og for mit røvkedelige liv.
Hvad er værst? At drukne langsomt uden at vide det? Eller at være klar over man synker, der hvor man er netop nu?
onsdag den 2. november 2011
Noget meget fjendsk om lastbiler
Jeg kan ikke mere. Det er lastbilernes skyld. Eller Jyllands. Eller kombinationen af de to.
Thisted - Aarhus tur/retur på samme dag er et helvede. Naturligvis for intet at regne imod praktikvejlederen på Sjurnalisthøjskolen, der tydeligvis æder jomfruer til morgenmad og bader i praktiksøgendes blod ved fuldmåne. Men det er en anden, og ganske velkendt, sag.
Nej, min frustration går på disse monstrøse køretøjer, der ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det altid er i vejen. Altid. I vejen. Min vej.
Således kan man køre på motorvej, og græmmes over den tendens til 'at blive ud i overhalingsbanen', der opstår, når for mange lastbiler i klump gør det svært at trække ind og ud. Og når ingen trækker ind, kører folk usikkert, for tæt, hasarderet og helt op i røven på den forreste - med mindre naturligvis den forreste bil er en politibil.
Løste problemet ved at udtænke en lov, der forbyder lastbiler at køre på motorvej. Hvad skal de der egentlig? De må alligevel kun køre 80 kilometer i timen, og kunne altså lige så godt dalre rundt på de danske landeveje i stedet for motorvejene, så de ikke fuckede med dynamikken dér.
Men så kom jeg på landevej. Og efter ganske få kilometer var jeg af den helt klare overbevisning, at lastbiler ikke burde have lov til at køre på de danske landeveje. Fordi de er nitten kilometer om at nå op og køre de snoldede 75, som de gerne ligger på. Og så kan man lave 'kør op bagved, og fald tilbage'-manøvren et sted mellem fire minutter og tolv år, før der kommer en chance for at overhale.
Når man så endelig er fri af det monstrøse køretøj, og kan køre de obligatoriske 90 kilometer i timen (kun en 12 % fartoverskridning af 80 kilometer i timen, fremfor de 15 % der giver bøde), kan man nyde friheden i cirka et minut før man igen ligger i røven af en ny.
Eller endnu værre - nå til en rundkørsel, hvor man til sin rædsel kan se en lastbil komme fra venstre, og køre foran én direkte ned af den landevej man skal følge 40 kilometer.
Hvad er der også med Jylland og de landeveje? No wonder der sker så mange ulykker herovre. For ud over de helt almindelige trafikidioter, der i forvejen kan forvolde meget skade på disse strækninger, bliver helt almindelige mennesker til rasende, ildspyende drager, der river store totter hår ud af hovedet på sig selv, mens afmagtens tårer slører deres blik og vejen foran dem.
Er den CO2 balance så vigtig? Kan vi ikke bare flyve varerne rundt i Danmark og dumpe dem de rigtige steder? Ligesom nødhjælp, nu bare med slagtekvæg.
Thisted - Aarhus tur/retur på samme dag er et helvede. Naturligvis for intet at regne imod praktikvejlederen på Sjurnalisthøjskolen, der tydeligvis æder jomfruer til morgenmad og bader i praktiksøgendes blod ved fuldmåne. Men det er en anden, og ganske velkendt, sag.
Nej, min frustration går på disse monstrøse køretøjer, der ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det altid er i vejen. Altid. I vejen. Min vej.
Således kan man køre på motorvej, og græmmes over den tendens til 'at blive ud i overhalingsbanen', der opstår, når for mange lastbiler i klump gør det svært at trække ind og ud. Og når ingen trækker ind, kører folk usikkert, for tæt, hasarderet og helt op i røven på den forreste - med mindre naturligvis den forreste bil er en politibil.
Løste problemet ved at udtænke en lov, der forbyder lastbiler at køre på motorvej. Hvad skal de der egentlig? De må alligevel kun køre 80 kilometer i timen, og kunne altså lige så godt dalre rundt på de danske landeveje i stedet for motorvejene, så de ikke fuckede med dynamikken dér.
Men så kom jeg på landevej. Og efter ganske få kilometer var jeg af den helt klare overbevisning, at lastbiler ikke burde have lov til at køre på de danske landeveje. Fordi de er nitten kilometer om at nå op og køre de snoldede 75, som de gerne ligger på. Og så kan man lave 'kør op bagved, og fald tilbage'-manøvren et sted mellem fire minutter og tolv år, før der kommer en chance for at overhale.
Når man så endelig er fri af det monstrøse køretøj, og kan køre de obligatoriske 90 kilometer i timen (kun en 12 % fartoverskridning af 80 kilometer i timen, fremfor de 15 % der giver bøde), kan man nyde friheden i cirka et minut før man igen ligger i røven af en ny.
Eller endnu værre - nå til en rundkørsel, hvor man til sin rædsel kan se en lastbil komme fra venstre, og køre foran én direkte ned af den landevej man skal følge 40 kilometer.
Hvad er der også med Jylland og de landeveje? No wonder der sker så mange ulykker herovre. For ud over de helt almindelige trafikidioter, der i forvejen kan forvolde meget skade på disse strækninger, bliver helt almindelige mennesker til rasende, ildspyende drager, der river store totter hår ud af hovedet på sig selv, mens afmagtens tårer slører deres blik og vejen foran dem.
Er den CO2 balance så vigtig? Kan vi ikke bare flyve varerne rundt i Danmark og dumpe dem de rigtige steder? Ligesom nødhjælp, nu bare med slagtekvæg.
tirsdag den 1. november 2011
Horoskop November 2011
Vædderen: Det er ikke jul endnu, Gertrud Sand. Kan du så få de nisser ned!
Kærlighed: Se ovenstående.
Tyren: Det begynder så småt at gå dig på, at folk konsekvent tror, at du er Johnny Bredahl og synes, du lyder som ham. Specielt i betragtning af, du er en kvinde.
Job: Det hjælper heller ikke på det, at du altid drikker dig fuld på bodegaen og rabler om dit come back til bokseverdenen. Nyt karrierespor på vej.
Tvillingen: Du holder en improviseret forsinket Halloweenfest. I er dig og en flaske Enkelt. Du fortryder snart, at du er alene, da du bliver for fuld til at opdage, at der går ild i dit hår.
Kærlighed: Det spiller ikke for Sinead O'connor, og det spiller heller ikke for dig.
Krebsen: Du fejlfortolker bredden på din egen røv i Fakta, og sidder fast mellem en europalle vaskepulver og frugtøen. Længe. For du kan ikke komme fri igen, og kvier dig lidt ved at bede om hjælp.
Job: Efter et par timer tror Kenneth med gulvmoppen, at du arbejder i Fakta med ham, og prøver at skælde dig ud for at dovne. Du overtaler ham til at hjælpe dig, og ender med at stable smør.
Løven: Efter at have sovet elendigt i flere dage finder du din forsvundne lommelærke i sengen. Du føler dig meget lidt kongelig.
Kærlighed: Du bør skifte navn, men for guds skyld ikke til Robert.
Jomfruen: Efter en lang og vild ungdom som punker, begynder du at lide af 'øreflip på skulder'-syndromet. Det går dig virkelig meget på, og hæmmer din selvtillid.
Job: Du er en virkelig fantasiløs og inkompetent plastickirurg. Du har fortjent de hængeører.
Vægten: Du bliver meget skuffet, da du efter indkøb af lædersofa, glasbord, sølvhalskæde og proteinpulver slet ikke ser større eller stærkere ud end før. Fremtiden for din body builder karriere ser ikke for lys ud.
Kærlighed: Det skal være lidt hårdt at dyrke sex. Du kan ikke bare ligge stille. Din kæreste forlader dig snart.
Skorpionen: Der er indført casual fredag på din arbejdsplads, og for virkelig at vise hvem du er, og hvad du står for møder du op i dit mavedanserkostume. Det røde, som passer til Gucci-tasken
Job: Statsministeriet bliver aldrig det samme igen, men humøret er højt denne fredag.
Skytten: På vej på date med en virkelig dejlig pige bliver du fanget i en elevator, der sætter sig fast. Da du vil ringe og fortælle hende, at du er forsinket mister din telefon alt signal. Du hører tumult udenfor elevatoren, og da en skaldet John McClain-lignende mand bryder dørene op, må du slås med en løve for at komme ud. Den savler overalt på dig, og nu du alligevel er sent på den, beslutter du at gå op igen og skifte skjorte.
Kærlighed: Pigen du dater gør det forbi og påstår, at du er lystløgner. Du aner ikke, hvad hun snakker om.
Stenbukken: Du er ved at gøre det forbi med din kæreste gennem et par år, og slutter af med den klassiske 'jeg er så misundelig, på ham der bliver gift med dig'. Hun minder dig tørt om en beruset aften i Vegas forrige sommer.
Job: Du får brug for lidt ekstratimer for at betale advokatbistand til den skilsmisse, du ikke vidste, du havde brug for.
Vandmanden: På en bar i indre by møder du en sexet mand, som du tager med hjem. Da han vil afklæde dig, smutter du på toilettet for selv først at afføre dig slanketrussen, korsettet, indlæggene i bH'en og de falske øjenvipper.
Kærlighed: Ja, denne aften kommer det lidt an på om klokken er før eller efter 03 - og hvor meget han har drukket.
Fisk: Du er så desperat efter et job, at du søger en hel række jobs på jobnet, uden at læse jobbeskrivelserne først. Du bliver kaldt til samtale på Mirage i København.
Job: Du er lidt naiv i din jobsøgning, men bliver en fantastisk 'danserinde'.
Kærlighed: Se ovenstående.
Tyren: Det begynder så småt at gå dig på, at folk konsekvent tror, at du er Johnny Bredahl og synes, du lyder som ham. Specielt i betragtning af, du er en kvinde.
Job: Det hjælper heller ikke på det, at du altid drikker dig fuld på bodegaen og rabler om dit come back til bokseverdenen. Nyt karrierespor på vej.
Tvillingen: Du holder en improviseret forsinket Halloweenfest. I er dig og en flaske Enkelt. Du fortryder snart, at du er alene, da du bliver for fuld til at opdage, at der går ild i dit hår.
Kærlighed: Det spiller ikke for Sinead O'connor, og det spiller heller ikke for dig.
Krebsen: Du fejlfortolker bredden på din egen røv i Fakta, og sidder fast mellem en europalle vaskepulver og frugtøen. Længe. For du kan ikke komme fri igen, og kvier dig lidt ved at bede om hjælp.
Job: Efter et par timer tror Kenneth med gulvmoppen, at du arbejder i Fakta med ham, og prøver at skælde dig ud for at dovne. Du overtaler ham til at hjælpe dig, og ender med at stable smør.
Løven: Efter at have sovet elendigt i flere dage finder du din forsvundne lommelærke i sengen. Du føler dig meget lidt kongelig.
Kærlighed: Du bør skifte navn, men for guds skyld ikke til Robert.
Jomfruen: Efter en lang og vild ungdom som punker, begynder du at lide af 'øreflip på skulder'-syndromet. Det går dig virkelig meget på, og hæmmer din selvtillid.
Job: Du er en virkelig fantasiløs og inkompetent plastickirurg. Du har fortjent de hængeører.
Vægten: Du bliver meget skuffet, da du efter indkøb af lædersofa, glasbord, sølvhalskæde og proteinpulver slet ikke ser større eller stærkere ud end før. Fremtiden for din body builder karriere ser ikke for lys ud.
Kærlighed: Det skal være lidt hårdt at dyrke sex. Du kan ikke bare ligge stille. Din kæreste forlader dig snart.
Skorpionen: Der er indført casual fredag på din arbejdsplads, og for virkelig at vise hvem du er, og hvad du står for møder du op i dit mavedanserkostume. Det røde, som passer til Gucci-tasken
Job: Statsministeriet bliver aldrig det samme igen, men humøret er højt denne fredag.
Skytten: På vej på date med en virkelig dejlig pige bliver du fanget i en elevator, der sætter sig fast. Da du vil ringe og fortælle hende, at du er forsinket mister din telefon alt signal. Du hører tumult udenfor elevatoren, og da en skaldet John McClain-lignende mand bryder dørene op, må du slås med en løve for at komme ud. Den savler overalt på dig, og nu du alligevel er sent på den, beslutter du at gå op igen og skifte skjorte.
Kærlighed: Pigen du dater gør det forbi og påstår, at du er lystløgner. Du aner ikke, hvad hun snakker om.
Stenbukken: Du er ved at gøre det forbi med din kæreste gennem et par år, og slutter af med den klassiske 'jeg er så misundelig, på ham der bliver gift med dig'. Hun minder dig tørt om en beruset aften i Vegas forrige sommer.
Job: Du får brug for lidt ekstratimer for at betale advokatbistand til den skilsmisse, du ikke vidste, du havde brug for.
Vandmanden: På en bar i indre by møder du en sexet mand, som du tager med hjem. Da han vil afklæde dig, smutter du på toilettet for selv først at afføre dig slanketrussen, korsettet, indlæggene i bH'en og de falske øjenvipper.
Kærlighed: Ja, denne aften kommer det lidt an på om klokken er før eller efter 03 - og hvor meget han har drukket.
Fisk: Du er så desperat efter et job, at du søger en hel række jobs på jobnet, uden at læse jobbeskrivelserne først. Du bliver kaldt til samtale på Mirage i København.
Job: Du er lidt naiv i din jobsøgning, men bliver en fantastisk 'danserinde'.
Når det regner på Bethany
Jeg så det godt i avisen igår.
Er glad for link i putihikken. Men kan ikke regne ud, hvad jeg laver i bunden af dén artikel. Under fanen; andre bitre blogs.
Måske er jeg bare sur? Er ihvertald skuffet over at nå 491 besøg på en dag. Helt ærligt, ville NI til være for meget at forlange? Bare så det kunne blive et pænt rundt tal.
Men jeg tager gerne resterne fra de riges bord. Tak Bethany, fordi du er bitter, og folk skriver om dig. Og mig.
Er glad for link i putihikken. Men kan ikke regne ud, hvad jeg laver i bunden af dén artikel. Under fanen; andre bitre blogs.
Måske er jeg bare sur? Er ihvertald skuffet over at nå 491 besøg på en dag. Helt ærligt, ville NI til være for meget at forlange? Bare så det kunne blive et pænt rundt tal.
Men jeg tager gerne resterne fra de riges bord. Tak Bethany, fordi du er bitter, og folk skriver om dig. Og mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)
