Fandt I, hvad I ledte efter?

Søgninger fra det store stygge internet, der den seneste tid har ført læsere til Trixyworld:

"Det omvendte af brun"

Jeg tror nok det er blå, men hæng mig ikke op på det.

"Afhængighed næsepilleri"

Altså. Findes det? Jeg ved det ikke, tror mere bloggen hér beskriver de indledende faser forud for en egentlig afhængighed.

"Bakterietal i blodet uden feber"

Altså, hvis du ved, at der er øget bakterietal i blodet, håber jeg så sandelig, at det var din læge der tog prøven. Hvad med at spørge ham?

"Bjørn Borg olfert"

Ja! Gør det! Hver gang du ser et par. Og så husk at søge i billeder, hvis det er den slags du er til...

"Er det mandag?"

Givetvis. I dag er det. Men hvornår spurgte du? 

"Fritte hikker"

Ja. Her er jeg ikke med. Aner ikke, hvad du skal gøre. Prøv at holde den under vand 6-8 minutter, så skulle det gå over.

"Fruentimmer"

Også du? Har I en klub? Og må jeg være med? 

"Hæren udklædning"

Ja, jeg ved godt de ser fjollede ud. Men det hedder altså camouflage - og er meget vigtigt for nationens sikkerhed.

Når den hårløse ged skal barberes

Jeg var til eksamen idag. Jeg håber det gik godt. Men ærlig talt kan International Økonomi ikke giver mig kriller i trussen. Tror følelsen er gengældt. Så deltog altså i 5 timer lang usexet seance, uden ambitioner om andet end bestået og videre i livet.

Deltog i arbejde med nogenlunde samme entusiasme efterfølgende. Det er sært, ligegyldigt hvor ligeglad jeg er med en eksamen, er jeg altid helt udkørt bagefter. Kunne godt lige have lavet en tornerose, men jobbede seks timer i stedet.

Nu slutter dagen så. Let lugtende af mad, iført undertøj der skulle være smidt ud for længst, drikkende et glas rødvin. Det er sgu egentlig meget hygge.

Men topmålet af hygge bliver når skattepigen fra www.liseiam.blogspot.com holder fødselsdag i morgen. OG jeg skal kramme hende og sippe vin.

Og forhåbentligt slutte ugen af med et stykke natmad med Sund og Rask Fyr på. Han er pæn. Og sød. Og jeg savner ham sgu. Mmm..

God weekend ik'..

Behagmigsyge

Kunne vi ikke gøre nogle småting i min hverdag nemmere?

Som for eksempel lade mit knæ virke, når nu vejret er godt og jeg bare så gerne vil løøøøbe?

Eller hente min cykel hjem fra somewhere downtown, hvor det virkede logisk at efterlade den til fordel for bus i mandags - fordi knæ faktisk gjorde rigtig nas efter løb?

Kunne vi ikke aftale, at jeg får lige præcis de vagter, jeg gerne vil have på arbejde? Så det ikke altid er en eller anden sørgelig kombi, hvor jeg starter med 4 vagter på en uge, men ender med én - der selvfølgelig ligger lørdag, så jeg hverken kan se Sund og Rask Fyr eller Odenses gader og piger.

Kunne vi ikke klappe min seng op ad væggen hver morgen, så jeg ikke bliver fristet til at forsøge mig med 'eksamenslæsningliggendeunderdynen'. Helt ærligt, hvad havde jeg regnet med? Eksamen i morgen bliver the bomb!

Og kunne vi ikke connecte hjerne med rygrad, så jeg for eksempel ikke lader altandør stå åben den ganze nat, og flere gange i løbet af natten undrer mig over, at radiator tilsyneladende tror den er terminator og går helt amok?

Og kunne vi ikke aftale, at køkken- og badeværelsesvask holder OP med at være i stykker? (Yup, begge to. Badeværelsesvasken gik dog først i stykker, da jeg rodede med den. Klart. Og nu kan jeg ikke huske, hvad vej jeg drejede møtrikken, så jeg tør ikke forsøge at gøre det om...)

Christ.

Fru Hansens Kælder

Nede i min lokale kiosk larmer den supersoniske dørcensor fra cirka én meter før jeg tager i håndtaget, og til jeg står midt i forretningen.

Hvilket betyder, at hvis jeg vil have en is, der står i fryseren liige indenfor døren, larmer alarmen øresønderrivende indtil jeg har bestemt mig. Jeg kan ikke arbejde med den slags pres og det påvirker virkelig mit is-indtag. Jeg er ikke glad.

Ude bagved (gennem 70'er døren med plasticrude), sidder ejeren på skype og snakker med noget familie og ryger smøger. Nogle gange ryger han dem også inde i butikslokalet. Det er jeg faktisk ligeglad med.

Ofte løber hans.. Ja hvad? børn/børnebørn/niecer/nevøer og så fremdeles rundt i hele forretningen. Og larmer. De kan ikke tale. Kun råbe. Men det er jo ikke mig, der skal overleve en hel dag sammen med dem.
Deres mor/kusine/søster/tante stresser som regel rundt efter dem, og selvom jeg ikke fatter sproget er jeg ret sikker på at det betyder 'du må IKKE pille tingene ned fra hylderne/ åbne poserne/ spise slikket'.

Hun har utroligt smukke øjne. Og hun og hendes burkaklædte mor/mormor/tante/something har ved flere lejligheder rost mine stjerner og min svale på armen. Det synes jeg er ret sejt, når de nu selv er helt tildækkede. At de så sætter pris på ikke bare mine nøgne hud, men også tegningerne på den.

At besøge kiosken føles, med undtagelse af temperaturen, ligesom at være på ferie i Tyrkiet. Og det kan jeg egentlig meget godt lide. Her midt i kartoffel-Århus.

Men bland-selv-slikket i vip-lågsbeholderne vil jeg ikke røre ved. Det er alligevel over min evne. Jeg ved da godt, hvad børnene går direkte efter?!

Midlertidigt Meltdown

Nogle gange minder jeg mig selv om, at jeg er pige, med alt hvad det indebærer.

Som for eksempel i dag. Mandag. Det startede ellers godt. Sov kun en time længere, end jeg havde planlagt og overspringshandlede ikke heeele dagen, inden jeg gik igang med at læse lektier. Hell, jeg åd endda noget frugt.

Havde den Sunde og Raske Fyr forbi til lynvisit igår. 7 timer, en middagslur i ske og aftensmad sammen, inden han kørte mod.. Jylland. Altså, nordpå. Langt-væk-jylland, ik'?

Og igår legede han med deller. Det være sig mine. Det nærmeste man kommer på en delle på ham, er mig. Så når han vil nive i nogen, bliver det selvsagt i mine. Så dem nev han lidt i. Og så grinede vi.
Men i dag, havde det lissom sat sine spor. Rent logisk ved jeg godt, at jeg er smuk. Og dejlig. Og lige som jeg skal være. Det misser han heller ikke en chance for at sige. Men et eller andet hystade-gen (eller østrogen) skulle alligevel nage mig. Hev han nu i dem, fordi de er vokset? Er jeg blevet tyk? Nej. Eller er jeg? (Ejer ikke en vægt, så det må faktisk stå hen i det uvisse...)

Nev han i dem, fordi de er bløde? Eller fordi han godt kan lide mig? Eller fordi han indirekte vil sige, at jeg skal tabe mig? (Eller er de bare umulige at undgå?)

Resultat: Det første den Sunde og Raske Fyr hører fra mig i dag er ordret følgende besked:
'OKAY! Jeg véd godt, at jeg er lidt besat lige nu. (Lad os bare kalde det forsinket PMS eller sådan noget.) Men når du niver mig i dellerne, ikke? Så er det fordi, du godt kan lide dem, og ikke fordi du synes, det er træls, at jeg har deller, ikke? Ved ikke, hvor det kommer fra, men føler mig meget selvbevidst idag. Kyss'

Jeg har dælme aldrig prøvet at gå op i, hvad en anden person mener om min krop før. Det var næsten lidt ubehageligt. Altså ikke, at han går op i min krop. Eller niver osv. Men at han måske ikke var lige så vild med den som mig? Er det sådan piger har det altid? Det må da være skrækkeligt.

Altså, for mig var det kun skrækkeligt de 4 minutter der gik, før følgende sms tikkede ind:
'Årh Skatter. Det er helt i orden. Jo, selvfølgelig er det fordi, jeg godt kan lide dine deller, når jeg niver lidt i dem. Og ikke fordi jeg synes det er træls!! Elsker dig som du er, baby. <3'

Lige dér smeltede dellerne væk, helt af sig selv...

Der er noget i luften

Da jeg parkerede cyklen efter arbejde i aften, skete det.

Vejret har været så lunt og mildt i dag, og bygerne i Århus får asfalten til at dufte underligt ren. Som en synder, der køber aflad, og pludselig er det som om, der aldrig har været en bil på asfalten før. Som om den næste bliver den første.

Nå, men. Jeg cyklede hjem langs ringvejen uden lys på. Fordi jeg er en elendig rebel. Der er cykelsti og gadelys den ganze vej. Jakken var åben og blafrede i snusregnen. Men når det er lunt og det ikke blæser, er snusregn helt okay. Nærmest som intim regn. Som en du kender.

Satte cyklen fra mig i holderen og lugtede nu noget sødt. Det endegyldige bevis på forår og varme. En af de lugte som regnen lokker tydeligere frem. Ligesom lugten af nyslået græs efter en byge er tusind gange stærkere.

Så stærkt var det nu ikke. Men den søde duft af skrald fra en container, der snart skal tømmes, fangede min næse. Man kan sige meget om den lugt, men den bebuder sgu sommer om noget gør.

Og minder mig om, at jeg deler skraldespand med 200 mennesker i stedet for de 12, der havde adgang til min baggård og skraldespand i Odense. Jeg er blevet voksen og bor i boligblok. Vildt.

Og så dansede vi...

Jeg havde en gang en chef. Han var rigtig flink, men vi talte ikke rigtigt sammen. Jeg var 20 år. Han var chef-typen, fraskilt med to børn, hvoraf et af dem var hjerneskadet. Vi havde ingenting til fælles.

Så kom den årlige somethingsomething fællesdag for alle ansatte, inden for den offentlige instans jeg nu engang var ansat i. En hel dag. 12 timer med foredrag, frokost, og vin ad libitum bagefter. Dødsjammerligt kedeligt. Ufatteligt, jeg ikke faldt i søvn den dag.

Men da dagen var overstået, og jeg havde kedet mig med mennesker jeg ikke rigtigt kendte eller havde noget til fælles med i 10 stive timer, blev jeg alligevel hængende til gratis mad og vin. Man er vel en grådig lille møgunge, og jeg var smerteligt bevidst om, at jeg kun havde mælk og porrer i køleskabet derhjemme. (Enough med de porrer?)

Men vi blev en broget flok på 30-40 stykker og endte selvfølgelig med at drikke os sanseløst berusede. Og vi grinte. Hold kæft, hvor havde jeg det sjovt. Og jeg dansede med de gamle mænd (Du ved, dem over TREDIVE!), ligesom jeg danser med min far.

Men til sidst var der altså en fuld gammel mand. 45+. Der misforstod et eller andet. Og ville snakke dybt og danse tæt. Hvordan jeg altid havner i sådan nogle virkelig akavede situationer ved jeg ikke. Men det gør jeg. Og der var hans hånd. på vej mod min røv.
Men så var han der - min chef. Løsrev mig fra vammel, gammel gris og dansede dansen færdig med mig 'chicken mooves' og villde svingture. Det var som at blive reddet af en superhelt, der undsatte mig, så jeg slap for utrolig akavet øjeblik med gift mand som aldrig havde en chance og burde indse den slags.

Siden den dag var vi venner. Chefen og mig. Og jeg blev også gode venner med 4 andre damer, der blev fulde med mig den aften. Og som alle ligesom jeg måtte opgive cykelturen hjem og tage en vogn. Og som ikke drak i lang tid efter den aften. Vi mødtes på det der akavede sted, hvor man har været fuld med nogen, man ikke kender endnu og egentlig føler, at man har blottet sig selv for meget.

Nogen gange savner jeg de mennesker. For det meste tænker jeg ikke på dem. Det er længe siden nu. Men den aften blev de en del af mit liv. Mennesker jeg satte pris på. Nogle gange møder man folk bedst gennem akavetheden.

Ved ikke, hvor jeg vil hen med det her.