Nede i min lokale kiosk larmer den supersoniske dørcensor fra cirka én meter før jeg tager i håndtaget, og til jeg står midt i forretningen.
Hvilket betyder, at hvis jeg vil have en is, der står i fryseren liige indenfor døren, larmer alarmen øresønderrivende indtil jeg har bestemt mig. Jeg kan ikke arbejde med den slags pres og det påvirker virkelig mit is-indtag. Jeg er ikke glad.
Ude bagved (gennem 70'er døren med plasticrude), sidder ejeren på skype og snakker med noget familie og ryger smøger. Nogle gange ryger han dem også inde i butikslokalet. Det er jeg faktisk ligeglad med.
Ofte løber hans.. Ja hvad? børn/børnebørn/niecer/nevøer og så fremdeles rundt i hele forretningen. Og larmer. De kan ikke tale. Kun råbe. Men det er jo ikke mig, der skal overleve en hel dag sammen med dem.
Deres mor/kusine/søster/tante stresser som regel rundt efter dem, og selvom jeg ikke fatter sproget er jeg ret sikker på at det betyder 'du må IKKE pille tingene ned fra hylderne/ åbne poserne/ spise slikket'.
Hun har utroligt smukke øjne. Og hun og hendes burkaklædte mor/mormor/tante/something har ved flere lejligheder rost mine stjerner og min svale på armen. Det synes jeg er ret sejt, når de nu selv er helt tildækkede. At de så sætter pris på ikke bare mine nøgne hud, men også tegningerne på den.
At besøge kiosken føles, med undtagelse af temperaturen, ligesom at være på ferie i Tyrkiet. Og det kan jeg egentlig meget godt lide. Her midt i kartoffel-Århus.
Men bland-selv-slikket i vip-lågsbeholderne vil jeg ikke røre ved. Det er alligevel over min evne. Jeg ved da godt, hvad børnene går direkte efter?!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar