Kære Red Barnet

Jeg har aldrig set mig for fin til at iføre mig en indsamlingsbøsse. Og et smil. Og noget overskud.

Jeg har gjort det før. Som en slags aflad over det månedlige beløb, jeg nægter at overføre til jer, når en facer står lønnet, og prøver at skamme mig til at deltage i paraden.

Sidst jeg gjorde det, var vi en hel flok bloggere, der sammen og hver for sig spredte lidt karma.

Jeg indsamlede svimlende 653 kroner. Det er ikke alverden. Nej, det er Thisted, og det svarer jo til lidt mere end den halvtredser, som de altid prøver at lokke mig til at deltage med. De dér facere.

Job gjort, karma købt, ikke flere bekymringer.

Indtil jeg i sidste uge fik en email. Ja, for den havde jeg jo oplyst, da jeg meldte mig til at samle ind. Og i den email stod, at Red Barnet STADIG havde brug for hjælp. At selv lidt hver måned kunne gøre en forskel, og at jeg 'indsamler' kunne melde mig til at betale hver måned ved at trykke på dén knap.

No way? Sendte de mig lige dårlig-facer-samvittighed over email, efter jeg gik en tur for dem? Og samlede penge ind til dem? Min største frygt er, at det muligvis er en betalt medarbejder, der sidder for de penge JEG samlede ind, og sender mig mailen med 'har det godt, send flere penge.'

Ved vi, om det er betalte medarbejdere, der står for den slags? Jeg var rasende. Jeg skal ikke spammes, når jeg faktisk gjorde noget fint. Frivilligt. Hvis jeg var interesseret i at bidrage månedligt, havde jeg jo rigelig mulighed for selv at skrive en af de 'dårlig samvittighedssedler' jeg skulle smide i postkassen hos folk, der ikke var hjemme.

For at toppe kransekagen har jeg fået et helt blad nu. Med et barn på. Og noget regeringssnak. 'Kære Fru Statsminister. Husk de udsatte børn i Danmark og resten af verden'.

Farveladeblad på 15 sider, med blankt girokort på bagsiden, hint hint!

Føler mig ret overbevist om, at folk skal betales for at skrive bladet, designe det, trykke det og distribuere det.

Så mon ikke jeg med de 653 kroner jeg samlede ind søndag den 4. september, finansierede lige præcis den fortsatte chikane af mig selv? Karma er en kælling.

Tænk på noget andet og synk...

Der var lidt klumper i idag. Troede ellers jeg var ovre de rookie mistakes, men åbenbart ikke.

De ødelægger alt. Klumperne. Uden dem fungerer ritualet helt fint.

Det ritual, hvor jeg starter hver dag med Jazz på P8, den lækre kaffe nede fra den fine kaffeforretning (som også har ost, flødeboller, vin og andet. Det er jo Thy, vi har ikke en forretning til hver ting for sig.)

Jeg hopper i noget tøj. På de gode dage (som i dag) andet tøj end de jeans, der har ligget halvt til vask i et par uger nu. Halvt betyder, at jeg ikke smider dem i vasketøjskurven, men alligevel har bestemt mig for, at i morgen SKAL de altså vaskes. Indtil jeg i et anfald af arbejdsløs dovenskab hopper i dem næste formiddag igen. Fordi det er nemmest.

Men ikke idag. Jeg tog en kjole på. Og både strømpebukser og bH, hvilket ellers godt kan være en udfordring. Håret op i en knold. Vaske ansigt, og ind foran skærmen.

Hvor jeg i min kombination af morgenens make up ritual og lækker kaffe kan lege, at jeg laver noget fornuftigt på min tur rundt forbi yndlingsblogsne, fjæsen, tre emailadresser - ja, jeg aner heller ikke hvorfor? Er der andre, der har været lige så dum som jeg, og raget flere forskellige emailadresser til sig? Hvorfor gør man det? Og diverse jobsites.

Nå, men altså. Sminke, internet, kaffe og 'morgenmad'. Som jo i princippet kan være hvadsomhelst.

Men når der er klumper i, bliver jeg mig selv pinligt bevidst om, at jeg starter hver uge. Hver mandag. Hver mandag morgen.

Med nupo. I et sidste desperat forsøg på at vaske weekendens mad- og sprutsynd af mig. Så jeg kan himle med øjnene hver tirsdag morgen, når jeg kravler op på vægten, og den ikke er svundet det mindste.

Hvor dum har man egentlig lov til at være?

The dark side

Så satte vi urene en time tilbage. Eller, jeg gjorde det først i eftermiddags, men når man fører mit hæsblæsende liv, gør det virkelig ikke den store forskel.

Bortset fra, at da det var bælgmørkt, og min krop troede, at det var på tide at gå i seng, var det i virkeligheden bare tid til aftensmad. S å  M ø r k t!

Der er vist ikke andet at gøre end at lægge sig i ske indtil april. For det ER jo sådan, man overlever mørket? Enten det, eller også forsøge at finde ledningen til min latterlige sollys-maskine, der også fungerer som et vækkeur.

Fik jeg forresten nævnt, at jeg havde så mange tømmermænd i går, at jeg måtte kapitulere med hovedet i niveau med et wc-bræt. Igen. Igen. Igen. Og svigermor ude på gangen. Nøgen, siddende på et håndklæde. Ørlende. Med et panisk greb i håret, for ikke at få bræk på det, når jeg lige havde været i bad. Hvordan kan man også være ved bevidsthed i over en time, drikke en liter vand OG nå i bad, inden kroppen kommer i tanker om, at den vil mere end bare en insiterende hovedpine?

Kan med sikkerhed tælle ti genstande. Mellem klokken 18 og klokken 03. Kan det virkelig passe? Er det sådan, det føles at blive gammel? Hvor lidt drikker voksne mennesker? Hvordan når de nogensinde at blive fulde, inden de bliver dårlige?

Fik jeg virkelig ikke nævnt det i går? Det kan jeg ikke forstå. Det er jo på ingen måde ydmygende stadig at ørle efter en druktur i en alder af 24. Det går åbenbart aldrig over for mig.

Ze Låvestowy: En farlig vane

Efterhånden som jeg vænnede mig til, at man hjemme ved den Sunde og Raske Fyr fik serveret havregryn med chokolademüsli om søndagen, fik tilbudt et bad, og blev kørt hjem, begyndte jeg også at vænne mig til ham. Jeg opdagede, at jeg slet ikke tænkte på andre drenge mere. Ja, de kunne nærmest spille banjo nøgne foran mig, og jeg så kun efter ham alligevel. Så jeg begyndte at håbe lidt.

Man kan nemlig nå at tænke mange tanker, når man går rundt en hel søndag og dufter af hans sæbe. Et par forsigtige 'vi snakkes ved?', når vi sagde farvel i bilen, blev mødt at 'Ja ja, det gør vi da', men ingen aftaler. Pokkers!

Ingen sms'er om mandagen. Heller ingen om torsdagen. Men lørdag, stod han op fra de tavses land, og skrev. Og jeg svarede. Selvom jeg godt vidste, at vi var derude, hvor jeg kunne kappe nallerne af i en svingdør.

Hvis man går ham lidt på nerverne, kan den Sunde og Raske Fyr huske at han godt kunne komme til at tænke på mig i løbet af ugen. Men det var kun i weekenderne han skrev. Han var fint tilfreds med, at det bare var 'sådan noget weekend-noget', som han kalder det.

Hans ven J, som vi ofte festede med, og som ofte sov på den Sunde og Raske Fyrs sofa, når han var i Odense, undrede sig faktisk mere over vores arrangement, end den Sunde og Raske Fyr gjorde.

Det var derfor kun mig, der kunne tage beslutningen om, at nu skulle det være slut med denne roden rundt i weekenderne.

Så det gjorde jeg...

Nok nu

Det er muligt, at vi tilbragte en halv aften på 'Toften' igår. Det er muligt, at det er et af de skumleste værtshuse i Odense.

Det er muligt, at jeg brølede fisse udover dansegulvet, nøjagtig samtidig med, der var pause i musikken.

Det er muligt, jeg konsekvent drak gyldne damer af flasken.

Det er muligt, at den Sunde og Raske Fyr ikke havde sine briller på halvdelen af aftenen, og derfor var stæreblind. Og lokalkendt som 'ham der danser sjovt'.

Det er muligt, jeg fik hikke, mens jeg prøvede at forklare enlig fyr, 25, at han da ikke skulle sidde hér og drikke sig et selvmord til. Eller lede efter en dame, for den sags skyld.

Det er muligt, at min læbestift sidst på aftenen var mere 'hagestift'.

Det er muligt, jeg bare stod stille og svajede, mens jeg forestillede mig, at jeg dansede. Godt. Og sexet ikke mindst.

Men da Thomas Buttenschøn dukkede op, med god afro, dårlig attitude og pænt mange piercinger, var vi alligevel for seje til at blive til Boogies.

Der var enuff lissom enuff.

Ze Låvestowy: En dejlig vane

Nå, men når noget går godt, skal korthuse jo stables højere. I starten mest som en stabel pandekager - altså stables på den virkeligt gode måde.

Så en aften blev til flere. I starten ved tilfældigheder, men i løbet af ganske kort tid, kunne mit øje scanne dansegulvet på Boogies for Sund og Rask Fyr på cirka fire sekunder. Og selvom klokken blev fire og tøserne hellere ville hjem, så lokkede jeg ALTID Rikke med på boogies. Fordi vi SKULLE danse. Hun var for sød til at fortælle mig, hvad alle godt vidste. At vi skulle lede efter ham.

Jeg husker specielt en aften, hvor jeg dansede med Rikke. Komplet med humpe-bevægelser, squat, lunges og rullen på gulvet. Ja, sådan dansede vi nu engang. Hvor jeg pludselig ud af øjenkrogen så et ansigt, jeg genkendte meget godt. Og mine ben simpelthen gav efter under mig. Knæene eksede, som om en eller anden havde fældet mig, og den eneste grund til, at jeg ikke væltede, var det tætpakkede dansegulv, hvor der ikke var plads til at vælte.

Det sus det gav i maven, når han trådte ind. Når han så på mig. Når han smilede. Jeg prøvede det aldrig rigtigt som teenager, men jeg skal love for min krop tog revanche denne sommer. Jeg blev svimmel, let i hovedet. Nogle gange glemte jeg at tale med folk, selvom vi stod midt i en samtale. Andre gange begyndte jeg bare at grine. Det var den vildeste følelse.

Jeg kunne godt i løbet af en lørdag aften få eller sende en sms, hvor der kun stod 'boogies?'. Hvis den anden svarede ja, vidste man godt, at man ikke skulle sove alene den nat.

Det blev til en del morgener. Med skak. Morgenbrød eller pizza. Nogle gange også med den Sunde og Raske Fyrs kammerat, der skulle sove på sofaen, eller hives bevidstløs ud af sengen, så vi kunne sove der. Og som gerne spiste morgenbrød med os.

Men blev  det da aldrig til mere, tænker du?

Op ad bakke.

Helt ærligt, hvorfor var der ingen der sagde noget?

Træning gør mere ondt på andendagen. Det er åbenbart common knowledge.

Røvhuller.