Viser opslag med etiketten rod. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rod. Vis alle opslag

mandag den 18. juli 2011

Udkantsbloggeri # 1

Man kan godt få parkeringsbøder i Thisted. Så er det slået fast.

Det har i dag taget den Sunde og Raske Fyr (måske snart forkortet til roomie?) og undertegnede heeele dagen. As in hele fucking dagen at samle 6 af de 8 skabe, vi skilte ad i lørdags.

Ting måtte gøres om, tænkes igennem, ændres, der måtte skrues lidt tilbage for at komme på rette spor, og et par gange måtte vi afværge mine hysteriske anfald med mad, pause eller vingummi.

Vi gav op omkring kl 20 og begav os ned mod gågaden. For her ved vi, at der ligger en café. Ja, vi har faktisk spist brunch der engang. Der er stadig alt for meget lort i køkkenet til reel madlavning, så der ville vi ned og have lidt aftensmad. ALT andet end pizza, fritter, Mac Donalds og de andre tretten slags junk vi har stopfodret os selv med den sidste uge. Ja, hvem skulle tro det, men man får lyst til andet?

Desværre viser det sig, at lektion #1 der skal læres om at bo i udkantsdanmark er, at byens caféer lukker kl 17 mandag til onsdag.
Klokken 5? Om eftermiddagen? Hvem når nogensinde på café efter arbejde så?
Må med skam indrømme, at det bliver svært for mig ikke at have uanede mængder kaffedates, nem mad der ikke er junk og hverdagsforkælelse til rådighed.

Jeg mener, hvor dælen skal den Sunde og Raske Fyr så invitere mig hen, når han vil overraske mig og være romantisk? Crap.

Men nu er det sengetid. Så skal vi bare finde sengene igen. Et eller andet sted inde i stuen.

(Ps. Har lige googlet det. Der er alt for langt til Skagen på en dum mandag...)

fredag den 17. juni 2011

Et liv på vej i kasser

Jeg er begyndt at rydde op og rydde ud i mine sager. Utroligt hvor meget ubrugeligt lort man kan klemme ind på 28 kvadratmeter.

Har blandt andet skilt mig af med et saunabælte af dem dér, som oprindeligt var ment som et slankemiddel. Forærede det til veninde med ondt i ryggen - og hun lavede 2. grads forbrændinger på sin ryg i første forsøg.

Havde også en abtronic. Du ved, de der stødmaskiner? Komplet med sådan en lyserød gele i pakken, der skal beskytte det yderste hudlag mod elektrisk stød. Are they kidding me? Kan godt huske, at veninde som boede midlertidigt på min sofa engang købte en ved tv-shop. Kan også godt huske, at hun fik to og forærede mig den ene. Og kan konstatere, at det er to flytninger og tre år siden. Og jeg har den stadig?

Har smidt 15 % af min garderobe i poser. Som skal ud. Snart. Jeg skal dog lige have en veninde eller to mere forbi for at tage, hvad de kan bruge. Kan meget bedre overskue, at skille mig af med mit elskede tøj, når jeg véd, hvem der skal have det. Lidt ynkeligt.

Jeg overvejer også at rydde ud i mine cd'er. Men jeg tror simpelthen ikke, jeg kan gøre det. Jeg elsker dem for meget. Og jeg er ligeglad med, at jeg aldrig hører Dr. Bombay eller Richard Clayderman. Det betyder ikke, at de bare skal overlades til en usikker skæbne nederst i rodebunken i en genner. Jeg hørte dem jo engang. (Kom måske aldrig rigtigt i gang med ham Clayderman, men jeg har dælme hørt meget Dr Bombay.)

Jeg har også en utroligt stor skuffe, der er proppet til randen med bælter, tasker, tørklæder, hatte, huer og en enkelt håndholdt parasol (tænk Borte med Blæsten). Har smidt to bælter og 5 tasker ud nu. Som jeg enten ikke har brugt siden gymnasietiden - eller som jeg aldrig har brugt. Men det gør det bare ikke sjovere. Bliver ved med at fantasere om den helt rigtige situation eller det helt rigtige outfit, hvor den taske bare vil være perfekt. Så vil jeg jo være ked af, at jeg smed den ud.

Bøgerne skal der heller ikke sorteres ud i. Jeg ved da godt, at jeg var en underlig teenager, og at der derfor står både bøger om heksetro, Dalai Lama og samlede Strunge på min reol. Men de bliver der. For jeg gider stadig godt tage dem ud en gang imellem og læse i dem. Og finde de gode passager.

Hvordan sorterer man ud i sit liv? Jeg synes jeg har svært ved at smide alt ud. Selv de ting der er i stykker. Eller som jeg aldrig har brugt. Eller som tydeligvis ikke passer mig.

Vi ved vist allesammen godt, hvordan mit hus kommer til at se ud, når jeg bliver gadens skøre kattedame, der aldrig har smidt noget ud hele sit liv...

tirsdag den 2. november 2010

Tøsetirsdag

Har faktisk slet ikke tid til at blogge idag. Men altså, jeg er jo pissedoven. Så selvom jeg egentlig burde stå og hakke løg lige nu, bliver jeg nødt til at blære mig først.

For jeg skal lave mørbradgryde idag. Mmm! Og Nanna og Sara kommer, og hjælper mig med at spise den, inden der er planlagt tøsetur i biffen. Ikke verdens klogeste træk, når biograferne landet over gav 50 % rabat i søndags - but you can't win them all.

Nu skal jeg så bare regne ud, hvor jeg skal gemme tøjet. Både bunkerne med rent vasketøj, der ikke er lagt på plads endnu. Bunkerne af 'let brugt' tøj, der godt kan tåle en tur mere, og bunkerne af vasketøj, der ikke kan være i vasketøjskurven, fordi jeg skiftede sengetøj igår. Crap.

På den anden side, hvis jeg bare lader det hele ligge, kan det være, at pigerne slet ikke opdager, hvor meget der trænger til at blive støvsuget her?! (Optimistisk?)

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver den slags menneske, der lever i orden og rydder op efterhånden. Jeg gør altid heeelt hovedrent. (Gerne dagen før Mor eller den Sunde og Raske Fyr kommer på besøg), og smider så alting fra mig hvor jeg går og står den næste måned, indtil jeg løber tør for rent tøj, eller bestik eller sengeplads at sove på. Så rydder jeg op og starter forfra. Dumt.

Men et geni holder ikke orden - et geni behersker kaos!