Fuck up # 2

Der er ikke plads til 15 flyttekasser på 28 m2. Især ikke, hvis det er meningen, man skal gøre rent rundt om kasserne. Og da slet ikke, hvis jeg har tænkt mig, at jeg skal sove i min seng i nat.

Og hvordan pakker man spejle ned?

Og må man godt bare smide sit tv i containeren? (Det har en sygdom, hvor det går ud mellem 0 og 13 gange i timen. Det SKAL ud).

Og er der nogen grund til at gemme tøjstativet, hvis man kun kan holde det oprejst med Strunges samlede som støtte? (Tror Strunge ville sætte pris på, hvordan jeg finder anvendelse for hans samlede værker).

Og hvor dum skal man være på en skala fra et til ti, for liiige at vaske tre maskinfulde tøj på én gang, og så hænge dem til tørre i den stue, hvor der i forvejen ikke var plads til 15 flyttekasser?

Jeg havde helt glemt mine dobbelte shotglas. Det må betyde, at de ikke har været brugt en eneste gang det sidste halvandet år. Skal man så smide dem ud?

Suk. Hvor er min værge? Eller bare en person der er i stand til at pakke en kasse - OG løfte den bagefter.

Et liv på vej i kasser

Jeg er begyndt at rydde op og rydde ud i mine sager. Utroligt hvor meget ubrugeligt lort man kan klemme ind på 28 kvadratmeter.

Har blandt andet skilt mig af med et saunabælte af dem dér, som oprindeligt var ment som et slankemiddel. Forærede det til veninde med ondt i ryggen - og hun lavede 2. grads forbrændinger på sin ryg i første forsøg.

Havde også en abtronic. Du ved, de der stødmaskiner? Komplet med sådan en lyserød gele i pakken, der skal beskytte det yderste hudlag mod elektrisk stød. Are they kidding me? Kan godt huske, at veninde som boede midlertidigt på min sofa engang købte en ved tv-shop. Kan også godt huske, at hun fik to og forærede mig den ene. Og kan konstatere, at det er to flytninger og tre år siden. Og jeg har den stadig?

Har smidt 15 % af min garderobe i poser. Som skal ud. Snart. Jeg skal dog lige have en veninde eller to mere forbi for at tage, hvad de kan bruge. Kan meget bedre overskue, at skille mig af med mit elskede tøj, når jeg véd, hvem der skal have det. Lidt ynkeligt.

Jeg overvejer også at rydde ud i mine cd'er. Men jeg tror simpelthen ikke, jeg kan gøre det. Jeg elsker dem for meget. Og jeg er ligeglad med, at jeg aldrig hører Dr. Bombay eller Richard Clayderman. Det betyder ikke, at de bare skal overlades til en usikker skæbne nederst i rodebunken i en genner. Jeg hørte dem jo engang. (Kom måske aldrig rigtigt i gang med ham Clayderman, men jeg har dælme hørt meget Dr Bombay.)

Jeg har også en utroligt stor skuffe, der er proppet til randen med bælter, tasker, tørklæder, hatte, huer og en enkelt håndholdt parasol (tænk Borte med Blæsten). Har smidt to bælter og 5 tasker ud nu. Som jeg enten ikke har brugt siden gymnasietiden - eller som jeg aldrig har brugt. Men det gør det bare ikke sjovere. Bliver ved med at fantasere om den helt rigtige situation eller det helt rigtige outfit, hvor den taske bare vil være perfekt. Så vil jeg jo være ked af, at jeg smed den ud.

Bøgerne skal der heller ikke sorteres ud i. Jeg ved da godt, at jeg var en underlig teenager, og at der derfor står både bøger om heksetro, Dalai Lama og samlede Strunge på min reol. Men de bliver der. For jeg gider stadig godt tage dem ud en gang imellem og læse i dem. Og finde de gode passager.

Hvordan sorterer man ud i sit liv? Jeg synes jeg har svært ved at smide alt ud. Selv de ting der er i stykker. Eller som jeg aldrig har brugt. Eller som tydeligvis ikke passer mig.

Vi ved vist allesammen godt, hvordan mit hus kommer til at se ud, når jeg bliver gadens skøre kattedame, der aldrig har smidt noget ud hele sit liv...

I can almost taste it now

Iiih, der er noget utrolig tilfredsstillende over, at skrive lister, finde tasker og vaske trusser, for at kunne pakee kufferten til ferie. Og ikke bare ferie hos de gamle, eller på en campingplads, men på et helt nyt sted, hvor man aldrig har været før.

Istanbul. I ti dage. Med min veninde Lise. Vi skal opleve en by så blandet, at vi hvide kartoffeldanskere slet ikke kan være med. Og til mit gigantiske held, har Lise en svigerinde som vi skal bo hos. I Istanbul. Én som kan vise os rundt, give os de gode fifs, og lære os, hvad der er værd at se i byen. FUCK jeg glæder mig. (Skal bare huske at købe nogle pakker aftereight, som er det Emel ønsker sig allermest, at vi skal tage med.)

Den lyserøde ræædsel af en kuffert, jeg absolut ville have da jeg var 16, står nu åben på sengen med små bunker af toiletsager, tøj og tasker.. Jeg har lister, æsker, piller, to-do lister, to-buy lister og mit elskede Canonkamera der står øverst og troner ud over det hele.

Nu håber jeg bare på, at ingen vil gøre nar af mit katastrofale pasbillede, når vi skal afsted. Ligner en forbryder i en sådan grad, at jeg forventer at blive trukket til side, til en alvorlig samtale. Ville ønske at nogen have fortalt mig, at én ting er at man ikke må smile med tænderne på pasbilledet, en anden er at man ikke behøves at ligne en strandvasker..??