Sommerhusplanlægning for dummies

Huset er 30 kvadratmeter. Derfor er det jo naturligt, at vi tager seks piger afsted.

Da der kun er én seng og en sovesofa, må vi medbringe en luftmadras. Eftersom sommerhuset er på Nordfyn, er det nemmest, at hende der bor i Thisted, medbringer luftmadrassen.

Vi kommer sent afsted, så der skal handles ind på forhånd. Rikke og Stine står for vin, Line for baileys, Birgit for galliano, P for bobler og Trix for whiskey, kaffe og flødeskum.

Så langt så godt.

Når vi så skal bruge tid på at finde rundt i køkkenet og lave aftensmad ved ankomsten, er det en god idé at så mange piger som muligt deltager i Rikkes boksetime, der slutter klokken 18. Det giver især god tid til at finde vej, i bælgmørke og et område uden gadebelysning.

Det anbefales at medbringe sutsko, da ingen af os kan håndtere et klimaanlæg.

Det anbefales at medbringe lidt musik, men kun på cd, ikke via internet. På den måde kan Birgit ikke overtage og insisterende spille 'Knalde Kalle' otte gange i løbet af aftenen.

Det bliver genialt.

Ze Låvestowy: No hard feelings

Cirka et år senere. Faktisk temmelig præcist et år senere, gik det forbi med Henny. Det var den 16. december, nemlig. Hvordan jeg kan huske det?

Hvem ville ikke kunne huske datoen, når en stodder ringer og siger 'jeg kan ikke helt overskue det her, så jeg har slettet dig fra facebook. Så ved du det'.

Oh, yes he did. Jeg var iklædt turban og brunt snask. Egentlig skulle jeg være den gyldne dame, men mit glimmer viste sig at være brunt. Jeg havde netop duppet P helt gul, så hun kunne blive Svampebob, og vi var i fællesskab nået frem til, at jeg vist hellere måtte klæde mig ud som Etta Cameron for at undgå at gå i bad. Det var dagen for årets pigejulefrokost, der traditionen tro bød på udklædning.

Den dag beder man nemlig kæreste, dulle, bolleven, mor, far og førerhunden om ikke at ringe og forstyrre. It's all girls. Men han ringede så. Og ødelagde aftenen totalt. Han var bare en kæmpestor pik med en meget lille pik. (Det må i høre mere om en anden dag.)

Heldigvis var han så tilpas et stort fjols, at tudeperioden var hurtigt overstået og erstattet af generel mandehad og en 'se hvor PISSElækker jeg er'-attitude i byen. (Dårlig kombo).

Så til den årlige julefest den 25. december, hvor min bror og jeg gerne inviterer venner og familie til abefest i en lejlighed der ikke er vores, havnede vi i byen. Hvor den Sunde og Raske Fyr også var.

Og det gjorde slet ikke ondt! Mine knæ gav ikke efter, jeg skulle ikke skide, følte ikke trang til at flygte eller noget andet ubehageligt. Et kram, et glædelig jul, et 'nå, skive er da sejt' og et 'nå, så du skal flytte til århus' senere var vi begge på vej i hver vores retning ud i natten.

Det føltes som en slutning. Som om der ikke var mere vrede tilbage til ham. Så jeg var egentlig bare glad for, at han var glad og at jeg var glad. Han havde en kæreste. Jeg havde ikke. Livet var godt.

Årets første

Jeg har tilgivet novembers evindelige juleri i utide idag. Både fordi det ikke står til at ændre, og at rase over dén kendsgerning svarer til fortsat at hidse sig op, hver gang man bider mærke i at tv-kanalerne skruer op for lyden i reklamerne. Men også fordi jeg fik en kage.

En honningkage.

Jeg ved ikke, hvad det er med de små himmerigsmundfulde, der giver mig rislen i maven og mus i knæene hver gang. Det er en slags evig kageforelskelse. Helt tilbage fra kræmmermarkedet i Otteruphallen i påskedagene, hvor de også solgte fiduserne, og min mor købte mig et kæmpestort julehjerte år efter år.

Jeg elsker at de er så luftige. At man ligesom candyfloss eller popcorn kan få plads til uanede mængder. Jeg elsker, når de er lidt seje. Ikke tørre, bare seje. Ligesom de nederste vafler i en stabel. Dem der ikke kan holde sig sprøde i kondensvandet fra de andre ovenpå. Dém elsker jeg.


Jeg elsker at tage tandformede bidemærker af dem, ligesom Julia Roberts gør i Pretty Woman, når hun spiser morgenmad på hotellet og snakker om, at Richard Gere's forældre må være stolte af ham. Den helt, helt perfekte lysebrune, luftige og bløde pandekage hun tager en bid af, har sendt mig ud i den evige jagt på den perfekte amerikanske pandekage.

Men indtil jeg finder den, kan jeg få næsten samme følelse af honninghjerter. Bare chokoladen udenpå ikke er for tyk. Den må ikke ødelægge oplevelsen, at den søde og krydrede milde smag af varme, jul og luft.

Jeg købte nye bukser igår. De er temmelig stramme om livet, og jeg må bare stole på butikstrunten, der sagde, at de udvider sig og størrelsen større ville blive til endnu et par for store man-ish bukser på mig. Men i dag strammede de altså bare. Og alligevel købte jeg det største hjerte, jeg kunne finde.

Jeg gik ud på gaden, hvor en pige med violin og en fyr med guitar spillede salmer, og stillede mig i korrekt afstand. (Der hvor man kan høre noget, men ikke er tvunget til at lægge penge i kurven.) Og spiste mit honninghjerte bid for bid. Perfekte mundfulde. Nu ved jeg, julen kommer.

Undskyld, hvad?

To dage på job. Kom kun mildt for sent i dag, fordi jeg drejede ned af løvevej i stedet for bjørnevej, og kørte ret langt, inden jeg indså min fejl. På cykel. (Jeg skulle have indset fejlen, da jeg ikke krydsede pantervej som igår.)

Men jobbet var lidt nemmere og overskueligt i dag. Farede ikke vild på nogen gange, havde ipod i ørene i alle fem timer, og lod mig derfor ikke distrahere af bebumsede smådrenge, der roder med vekselstrøm og podninger. Finder det kun mildt ydmygende, at jeg skraber deres lort af ti kummer dagligt, og regner med at jeg er helt ligeglad i løbet af kort tid. Kan også næsten nå alt det jeg skal nu, så i løbet af en lille uge satser jeg på, at jeg kan følge med 511-skemaet. (Pas.)

Jeg har to kolleger nu. Mennesker, som taler med mig i pauserne, fortæller mig om deres liv og lytter til mit. Foreløbig snakker jeg bevidst mest med Gitte og ikke Laila. Laila virker ellers rigtig flink. Sådan en 62-årig dame med fut i, der har gjort rent i 18 år og kan alle tricksne. Tror jeg.

For jeg forstår ærlig talt ikke, hvad hun siger. 70 % af tiden er jeg blank. Ikke sådan, at jeg ikke forstår enkeltordene. Jeg er blank.

Ze låvestowy: Exit Sund og Rask - og andre tabere

Efter min fordrukne tirsdag slog jeg hånden af den Sunde og Raske Fyr. Vi sås kort den 22. december og sagde farvel. Og hvis han ikke læste med hér, ville jeg gerne fortælle jer i detaljer om den aften. Men det går ikke. Lige dét, går ikke. Men dén juleaften tudede jeg på toilettet, mens de andre pakkede gaver op i stuen.

Men jeg så ham ikke mere. Og jeg så mig ikke tilbage. Veninderne og jeg planlagde en fest i hans ære, hvor vi allesammen ville danse grimt, iføre os skjorter og briller, og love hinanden ting, vi ikke ville holde. Det var planen. Der var bred enighed om, hvem der var den dumme. Også fra enkelte af den Sunde og Raske Fyrs venner. Jeg fik nærmest hjælp til at være sur.

Han blev frosset ud. Mødte vi ham på Boogies, slog pigerne ring om mig. Han ville utroligt gerne tale med mig stadigvæk, når han var fuld. Han havde det jo dårligt med, hvordan han havde opført sig. Men jeg ville ikke høre det, og det ville mine veninder heller ikke. Han fik det glatte lag af 10-12 piger på én gang.

Kort efter flyttede han til skive, for at uddanne sig. Jeg var ærligt talt glad for at slippe af med dét fjols. Men inden han rejste, havde jeg allerede sikret, at det kun var mig, der havde det sjovt på Boogies. Han kom mindre og mindre, og jeg fik mit stamsted tilbage, uden at risikere at benene gav efter under mig på dansegulvet.

Jeg holdt op med at være vred. Og ked af det. Og tænke 'hvad er der galt med mig?' Det tog tid. Det tog nok nogle måneder. For når jeg brænder mig, bliver jeg gerne midlertidigt frigid. Det samme skete hér. Jeg ville bare gerne hygge med pigerne, feste, danse og være glad.

Og tiden gik. En dag kyssede jeg på en ny fyr. Som viste sig at være glødende veganer og nægte at kysse mig, hvis jeg havde spist kød. Blandt andre underlige tendenser. Han ville heller ikke klippes, nogensinde igen. Og han gav mig lus. På hovedet!

Så kyssede jeg nogle tilfældige frøer. Jeg kan jo nævne 'trusse-fyren', 'tatovering på heidi's fyren', lørdagsKlaus og fredagsClaus, Blanke Per og andre hyggelige bekendtskaber.

Så kom Henny. Der ville alt. Og noget med stjernerne, der skulle hentes ned. Og en bodega-stiv Trix der bad ham slappe af og spise en skovsnegl. Men han fik alligevel inviteret sig til middag hos mine forældre, inden han skred uden et ord to uger senere.

Han var egentlig en idiot. Set i bagklogskabens lys. Det er mange mænd. Men først Tarzan (veganeren) og senere Henny var begge så komplet latterlige i både tilnærmelser og afslutning, at jeg kun rummede harme og vrede nok til den seneste idiot. Den Sunde og Raske Fyr var helt glemt. Jeg tænkte sjældent på ham, så ham aldrig, og der var mange andre idioter at tage sig af.

Nu skulle jeg også snart flytte til Aarhus. Jeg var nemlig kommet ind på Journalisthøjskolen. Så kunne jeg møde nogle lækre, jyske mænd tænkte jeg.

Jeg var single og god til det. Den Sunde og Raske Fyr fik en kæreste i skive.

Nye tider i Thisted

Krafthelvede Ivan, jeg fik jobbet! Det var godt, at der blev krydset og krymlet lemmer ude i blogland - jeg er sikker på, i gjorde hele forskellen.

Ikke nok med, at jeg fik det. Jeg starter også på 8 timer mere om ugen, end stillingsopslaget lovede. Og da jeg gik til cykelsmeden med en flad cykel klokken fire, fik jeg besked på at komme tilbage klokken fem!

Og da chefen spurgte, hvornår jeg kunne starte og jeg overivrigt svarede 'i morgen', sagde han bare 'Skidegodt'.

Så jeg går i seng nu, klokken 22. For jeg skal op klokken fire for at cykle på arbejde. Mig. På arbejde.
Bare det at skrive det, giver sådan en varm knude i maven, der breder sig udi hele kroppen. Ligesom suppe i januar måned. En knude af glædelse, som hverken klokken fire, vintermørke, cykeltur op ad bakke eller en støvsuger kan ødelægge.

Jeg skal tjene penge, lave noget hver dag og jeg glæder mig.
Hold kæft, hvor jeg glæder mig.

Endnu en gang har jeg bevist min tese om, at blot jeg kommer til personlig samtale, kan jeg tiltuske mig hvadsomhelst. (Job, lejlighed, billetter...)

Alt er godt - send flere penge.

Trix : et A-menneske

Ja, jeg ved det godt. Det er lodret løgn. Så langt fra sandheden som vi kommer. Ikke desto mindre er det, hvad jeg netop har forsøgt at bilde en chef og to rengøringskoner ind, jeg er.

I håbet om at de vil ansætte mig. Til at stå op klokken fire om natten og møde klokken fem og gøre rent. Efter mænd. As in tømrere, elektrikere, murere etc. Små bumsede drenge, der aldrig har set en babs i virkeligheden. Dem skal jeg gøre rent efter. Og for.

Skal og skal. Nu skal de jo lige vælge mig først. Og det håber jeg ærlig talt, at de gør. For jeg trænger til at lave noget. Noget man får løn for. Noget der skal gøres hver dag, hvor man ikke bare kan udsætte og udsætte og udsætte.

Men at bilde dem ind at jeg er A-menneske, var måske i overkanten. Det kommer ihvertfald til at svide, hvis de ansætter mig, og jeg skal opretholde dén attitude i mindst en måned, før jeg tør komme med morgenhår og drageånde.

Fik jeg nævnt, at jeg hader at gøre rent.

Men kryds noget for mig, for helvede!