søndag den 24. juli 2011

Er der kanon i Cannes?

Okay. Nu stopper jeg med smagsløse (og forkerte) alitterationer. Men vi er rykket.

Til sommerhus i bjergene omkring Cannes. Privat pool, kølig rosé og en hel svigerfamilie. Her er lydt. I vores soveværelse kan vi høre, hvis bruseren i svigerforældrenes badeværelse drypper. So long feriesex. Og vi deler toilet, så skal VIRKELIG huske at dække brysterne til med etellerandet før jeg vader rundt i hytten.

Her er også den Sunde og Raske Fyrs bror og kone. De er rigtig søde. Det er deres to børn på 3 og 5 vist også. De er bare så højlydte. Og hurtige. Og små. Jeg er helt ude af trit med selskab i dén aldersgruppe. Men jeg håber, at det går. (Skriver hun mens yngstebarnet fejrer stuens rungende lyd med gentagende aaaææææaaaarh-lyde...)

Her er rigtig sommerhusagtigt. Smagsløst nips, stel der ikke helt passer sammen og støvet sengetøj. Svigermor tager det i stiv arm og gemmer simpelthen sagerne væk, så hun slipper for at se på dem. Det er sgu resolut.

Og udsigten! Fik jeg nævnt udsigten? Om morgenen spejler solen sig i bugten ud for Cannes og stråler om kap med enhver solnedgang. Om aftenen gløder byens lamper som et flammehav i en kamin. Det er fantastisk.   Jeg LOVER at tage billeder!

Ingen kommentarer: