Hul i maven

Det dér pinsefrokost, eggå? Det tager livet af mig.

Først og fremmest var jeg ikke sej nok til at blive stiv. Men sej nok til at få tømmermænd. Synes ellers jeg nåede at drikke både nogle snapser og en 6-7 øl. Men når det foregår fra 13 til 22, batter det lissom ikke rigtigt.

MEN! JEg var fuldt ud i stand til at æde KONSTANT fra 13 - 22. Fisk. Rejer med æg. Makrel og sild. Og hér har man faktisk spist sig mæt. Men så kommer leverpostejen, flæskestegen, frikadellerne og medisteren. Inden vi skifter papservicet og går i krig med hjemmelavet æblekage og jordbær. Som jo naturligvis leder os videre til ostene. Med franskbrød og tuc kiks.

Men SÅ er der også kun chips, salte fisk, nødder og en enkelt isbåd tilbage - så var det også overstået.

Oh My God! Kunne mest af alt trille hjem. Ufatteligt jeg ikke havde mere kvalme. Men havde dog lidt halsbrand, eftersom maden sad helt oppe i halsen, da jeg skulle sove.

Men hvad sker der så? Jo, det skal jeg sige dig. Maven vænner sig til det.

Så da jeg stod op på mit gamle børneværelse i morges. Okay, formiddags. Og så, at de gamle havde været ved bageren, kunne jeg pludselig mærke sulten igen. Og såmænd om der også var brunsviger. Og først, da jeg var næsten igennem alle herlighederne mine forældre havde efterladt, dukker min mor op og spørger:
'Har du også spist fars rundstykke?'. Tadaaa, jeg foråd mig så meget igår, at jeg ved en fejl kom til både at æde min og fars morgenmad idag.

Det er jo heldigvis overhovedet ikke pinligt. Og hvorfor er det, at maven ikke kan trække sig sammen lige så hurtigt som den har udvidet sig igen? Dammit.