Traditionernes tradition

For nogleoghalvtreds år siden ville to unge mennesker gerne have hinanden. Anny Marie var en ung, smuk pige, og nu havde hun altså kastet sin kærlighed på Villy Anker, til trods for hans fem ældre brødre, der også var nogle flotte fyre...

Men de ejede jo ikke kongens mønt de kære små. Villy var i lærer som værktøjsmager, og hans lærlingeløn rakte ingenlunde til en diamantringe - for slet ikke at tale om en fest. Heldigvis var Annys mor snarrådig. For fest skulle der jo alligevel være nytårsaften. Sammenskudsgilde, hvor alle spyttede, hvad de nu havde i puljen, og så fejrede de et nyt års begyndelse med manér.

Så hvorfor blev de to unge mennesker ikke bare gift på denne dag? Der skulle allerede holdes fest, og alle var med til at betale?

Sådan startede min Mormor og Morfars samliv. Jeg aner ikke, hvad andre mennesker bruger deres dag på den 31/12, men hele min barndom har vi været til rundstykker og kakao hos Mormor og Morfar nytårsaftensmorgen. Og fejret deres bryllupsdag.

Vi har sågar fejret deres guldbryllup på dagen, med pomp og pragt. Til stor galla, med lange kjoler, fine herrer, tjenere og tango med Onkel Svend på 90. Damn, den mand kunne danse.

Men det jeg har nydt mest, har været morgenerne. Med familien. Kun de nærmeste halvtreds, naturligvis. For min familie kan ydmyge hele den Sicilienske mafia i størrelse og sammenhold.

For fire år siden blev Morfar syg. Meget syg. Af kræft. Faktisk havde vi allesammen indset, at det ville slå ham ihjel, da han overvandt sygdommen. Men den tærede på både ham og Mormor. Og vi kunne alle godt forstå, at et par i halvfjerdserne ikke længere magtede at have hele klanen på besøg på én gang. Så traditionen døde med kræften.

Indtil i år. Hvor jeg ringede rundt. Til moster Edith og tante Ruth. Til fætre, kusiner, onkler, tanter, en enkelt bror plus det løse. Og meddelte dem, at der var høflig selvbetaling og selvbetjening på Cab Inn i Odense. Så skulle ingen stå med slæbet.

Det kan godt være, at jeg ikke sad på under et bord og begravede tæerne i et tykt gulvtæppe. Det kan godt være, at Molly måtte blive hjemme i hundekurven, og at jeg ikke længere er et lille barn, men hold kæft, hvor var det skønt at være samlet allesammen. Om en dejlig morgenmad og kærligheden til Anny og Villy, der selv valgte kærligheden på denne dag for et menneskeliv siden...

Godt nytår.

Kvalme. I mere end én forstand

Jeg kan ikke heltegalla. Jo, bevares. Jeg tuder med som jeg skal, når fire frihedskæmpere hilser på det barn de reddede fra nazisterne. Men jeg magter simpelthen ikke den slags følelsesporno fra dansk side af. Og nu kommer statsministeren gudhjælpemig! Skal vi ikke lade amerikanerne og 'Extreme make over home edition' om den slags? Jeg kan ikke holde ud at skulle have den slags kvalme over mine egne landsmænd. Jeg synes det er uværdigt mod de fire mænd at hylde dem tres år for sent. Blah!

Det er muligt, jeg er lidt stiv hos mine svigerforældre. Det er muligt, jeg har rødvinslæber og er lidt oppustet og min kjole måske ikke passer i morgen. At jeg har ædt for meget sukker og drukket for mange sjusser. At jeg kort sagt ikke er den skarpeste.

Hvordan kan det så være, at jeg har det som drengen i kejserens nye klæder. De har jo ikke noget tøj på?

Er det en slags juletradition?

Sidste år havde Sund og Rask Fyr og jeg en skønherlig juleferie i det odenseanske. Masser af venner, masser af familie, masser af mad, alkohol, dans og kys. Vi var stadig helt nyforelskede, vores venner mødte så småt hinanden i improviserede fester, og vi prøvede for første gang at tilbringe flere dage sammen end bare en weekend i Aarhus eller Skive.

Det var derfor et lille skår i glæden, da min fulde kæreste og hans fulde ven besluttede sig for at forsvare min ære overfor en bovlam oplandsidiot, der stod udenfor LA-bar og råbte efter alle mennesker i håbet om at provokere sig til en slåskamp. Jeg mindes godt en luderjoke, men jeg havde ærlig talt allerede fokus på den franske hotdog som vennen havde lovet mig efter en episk aften på dansegulvet. Jeg ville bare have en hotter og hjem i seng med mine stiletsmadrede fødder.

Desværre valgte drengene, jeg fulgtes med, som sagt at forsvare min ære. Og lade sig provokere. Og ikke en eneste ting jeg kunne råbe om den dér hotdog, fik dem til at gå videre. De diskuterede og gestikulerede og mens jeg stavrede tilbage mod flokken for at hive min kæreste og hans ven med videre, tog fanden ved deres tre uvenner og en slåskamp brød løs. Sådan én, hvor de trådte på min kæreste ansigt, selvom han allerede lå ned og de var to mod én. Slåskampen var kort, men effektiv og helt indsmurt i blod stod mit hjertes udkårne nu med en brækket næse og jokkede oven i sine egne smadrede briller på jorden.

Det var en kamel at sluge. Jeg var rasende. Og ked af det. Og bekymret. Og RASENDE! Men ikke mere rasende end jeg lod ham sove ved Rikke, så hans mor ikke skulle opdage, hvad der var gået for sig. Sminkede hans ansigt næste morgen, så han ikke lignede en bokser og hjalp ham igennem byen som en anden blind (minus 4 højre og 5 venstre).

Og hans ven i brilleforretningen måtte finde et par briller helt magen til de gamle, så moderen ikke skulle gennemskue, hvor slemt det havde stået til, når han skulle hjem og have skideballe for at få bank. Jeg var rasende. Men heldigvis også hans kæreste, så jeg var på hans side. Mens jeg var rasende.

Klip til i år, hvor den Sunde og Raske som den eneste i et selskab på syv mennesker ikke gider spise sit pizza slice indenfor, men vil sætte sig ud i regnen. Stiv og blank. Vi andre spiste vores slices færdige, og på de tre minutter der gik, før vi trådte udenfor, havde han åbenbart fundet sig to uvenner, hevet huen af den ene, mistet sit pizza slice, og ja, fået ødelagt sine briller, der nu lå på asfalten foran pizza pizza. For fuck sake.

Branderten forhindrer detaljer, for ingen af os så, hvad der skete. Og selv har den Sunde og Raske Fyr ingen idé. Måske skvattede han bare og skældte dem ud? Hvadend der skete, gik det hurtigt og gjorde ikke ondt. Det må åbenbart tælle som en fordel. Jeg var nu stadig lidt rasende.

Så i dag ringede jeg til hans brilleven. Førte ham igennem byen iført den ødelagte brille med kun ét glas og revnet stel, og gik med ham ind til optikeren, der kunne konstatere, at det var præcis et år siden PÅ DAGEN, at vi sidste havde hentet nye briller til ham.

Hvis det skal være en slags tradition hvert år den 28. december, gider jeg ikke mere. Næste år bliver ham smidt i et boble-rum iført beskyttelsesbriller, styrthjelm og spændetrøje. Så må vi andre tage i byen til den bytur, der plejer at være årets bedste. Pech gehabt...

Heller ikke idag

Jeg har ikke tid. Laver for meget. Eller for lidt. Men med for meget alkohol. Jeg har heller ikke tid nu, for gaverne SKAL jo byttes den 27. Hvorfor gør man det? Jeg er nu godt tilfreds. Har fået rodet 3 veninder og en kæreste ind i diverse kaffedates i løbet af dagen, og hende der ikke kunne lege i dagtimerne inviterede så på aftensmad igen. Jeg elsker Odense, når alle har fri og ferie. Og lyst.

Så en masse krummerne i julen. Det er fandme børneunderholdning der vil noget. Vores bobleplastindpakkede pædagoghjerner ville ihvertfald aldrig tillade en film, hvor bedstevennen er semi-hjemløs og tilsyneladende helt uden forældre. Eller hvor de koger en kat. Se dét er underholdning der vil noget.

Fik I gode gaver?

Var det ikke noget med?

At ham der Jason blev født af en ged i en lade?

Nå, men det skal sgu da fejres med et GRØNT træ. Blev der sagt.

Ze Låvestowy: One flip is enough #2

Jeg pustede og prustede, asede og masede, men intet jeg kunne gøre, kunne få den sms til at tikke ind. Så jeg tyede til næstbedste løsning: Take away ad libitum. Trøstespisning for the win. Og da jeg sad midt i mit full frontal attack of the burger, brummede det. Jeg så lyset i displayet, og var halvvejs ovre ved telefonen endnu før, den havde vibreret færdig.

Og der var den. Sms'en jeg havde fantaseret om hele dagen. Hvad stod der så i den? Havde han fundet en anden? Synes han jeg var tyk? Kunne han overhovedet huske mit navn?
Al min pigefantasi blev gjort til skamme, da verdens mest tømmermændsramte menneske meddelte, at han nu var ved bevidsthed (Omkring klokken 20), havde opgivet at blive i stand til at køre hjem den dag og ville kontakte mig, når han havde set en burger. Før det magtede han ganske enkelt ikke menneskelig samtale.

Nå, så han var i live. Og bagstiv. Det forklarede en del.

Efter en times tid ringede han for at fortælle om sin aften. Om hvordan han havde fortalt alt og alle om hende den smukke pige, han havde hjemme i Aarhus. Alle piger der var kommet i nærheden af ham, skulle høre om hende, han var forelsket i. Også dem der egentlig ikke forsøgte at komme i snak med ham, skulle høre, hvor vild han var med mig. Hvor sød jeg var. Og smuk, det må vi ikke glemme. Faktisk havde hans venner været ved at brække sig over at skulle høre ham synge 'Sangen om den underskønne Trix' hele natten, og han havde således måttet lade det gå ud over fuldstændig fremmede mennesker i det københavnske natteliv.

Shame on me.

Men denne ene dag med mavepine, usikkerhed, tristhed og begyndende arrigskab var liiige, hvad der skulle til for at slå fast, at jeg var godt og grundigt forelsket i knægten. Jeg var ikke et sekund i tvivl om mine egne følelser nu.

Så måske er én dags usikkerhed sundt, når man skal beslutte om man skal gå ind i et forhold. Men vi ved også allesammen, hvordan det føles, når man gang på gang bliver sparket tilbage i usikkerheden. Det er forfærdeligt. Det er ondt, og det er unødvendigt.

Heldigvis for mig, blev dette den eneste gang indtil videre, hvor jeg har været usikker. Fra da af, vidste jeg, at han var min.

Ze låvestowy: One flip is enough #1

Okay, vi fortsætter verdens værste følgeton. Den har været glemt, skubbet ud på et sidespor, sat til side. Og den er ikke tilfreds. Men det er, hvad man får, når man konkurrerer mod journalisthøjskolen, thisted og rødvin. Anyway.

Onsdagen efter jeg var vendt tilbage til Aarhus, fik jeg besøg. Et besøg der resulterede i dette indlæg. Så lad os bare kalde mødet en succes. Den Sunde og Raske kom til dinner and a movie i min lejlighed, vi lå i min seng, for jeg havde ikke en sofa, og da klokken nærmede sig 22, gjorde fjolset miner til at ville køre hjem? WTF? Lod ham blive og sove. Han havde også weekendtasken med, men havde efterladt den nede i bilen for ikke at virke for optimistisk.

Et besøg blev til flere. En dag tog jeg også til Skive. Vi så kun hinanden. Eller, jeg så kun ham. Men en rigtig 'snak' havde vi ikke haft. Jeg mente ikke, det var nødvendigt, for den fyr som gjorde kur til mig nu, var alt det, jeg havde troet, han var to år tidligere. Faktisk var han så meget på, at enkelte af mine veninder betvivlede, hvor vild jeg var med ham. Fordi det er nemt at negligere ens følelser og oplevelser, når man ikke skal kæmpe for dem. Faktisk var jeg selv lidt i tvivl om, om jeg var forelsket i ham eller forelsket i endelig at have fået ham? Og der var jo en verden til forskel.

Så en weekend i september eller oktober kørte han til København for at feste med gutterne. Den slags går vildt for sig. Meget. Og jeg regnede ikke med at modtage sms'er med sammenhængende tekst hele lørdagen. Fik en enkelt om eftermiddagen. Han var kommet godt derover, og nu var der øl.

Så hørte jeg ikke mere. Resten af aftenen hørte jeg ikke mere. Du kan selvfølgelig sagtens sige, at det ikke er nogen stor deal. Men jeg sad jo alene hjemme og kedede mig. Og så tænker man. Hold kæft, hvor man tænker. I øvrigt skrev vi sammen løbende hver dag. Det gør vi stadig. Også selvom det ikke var den Sunde og Raske Fyrs 'stil', da vi indledte vores flirt. For det er min stil. Og jeg går ikke på kompromis med mænd. Og hvis man er kompromisløs med mænd, finder man før eller siden én, der møder ens behov selvom de måske ikke har det samme. Jeg har behov for kontakt og ord.

Men denne weekend var der tavshed. Og han var i København, ovre ved alle de lækre damer. Og da jeg vågnede søndag morgen, var der heller ingen godnatbesked, som jeg var blevet så vant til. Intet. Nada. I det mindste lykkedes det mig IKKE at ringe op og spørge, hvad fanden der foregik.

Vejret i Aarhus var gråt. Det snusregnede hele dagen, og der var kun lort i fjernsynet. Intet der kunne distrahere mig fra tankerne om, at han da garanteret havde scoret. Vi havde jo heller ingen aftale. Åh nej, han kunne sikkert bedre lide hende end mig. Ville jeg overhovedet have ham, hvis han gik ud og scorede mens han så mig? Fortsæt selv tankerækken af hysteriske, latterlige tanker og spørgsmål.

Jeg endte med at gå. Ud. Uden min telefon. Jeg magtede ikke, at jeg konstant sad med det ene øje klistret på skærmen og ventede på, at han skulle afslutte et døgns radiotavshed.

Så jeg gik. Og gik. Og gik, og gik, og gik. I regnvejr, og hvad nyhederne efter et døgn ville kunne omtale som 'nedtrykt sindstilstand'. Jeg havde tankekaos i hovedet og følelserne uden på tøjet. Og jeg  opdagede ikke, hvor jeg var, før jeg stod ved en motorvejstilkørsel, og måtte trace mine skridt tilbage for at finde en bus hjem. Hurtig hovedregning fortæller mig i dag, at jeg vandrede rundt i lidt over to timer og 15 kilometer, før jeg gav op og tog bussen hjem.

Til en telefon, der stadig var tavs...