Hvad fanden er et faldereb egentlig?

Udover dét jeg er på.

Min grammanørd har forladt mig til fordel for brækspand og en dyne, så nu lufter jeg muligheden for Stine. Hun er også en rigtig god grammanørd, og har reddet min røv op af vandskorpen før. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det snart er på tide, at jeg som journaliststuderende lærer at sætte komma selv. Men jeg magter bare ikke hvis lektion #1 er to artikler og en reflektionsrapport der fylder det døde hav, og som der kommer karakter for.

Jeg ved godt i er døden nær af spænding for at høre om min julefrokost med jobbet i fredags. Men det må altså vente.

Jeg kan da afsløre så meget, at hverken Kantinedamen, ungegimpen eller jeg havde tænkt os at drikke os fulde. Og at jeg blev advaret mod at forlade festområdet med Jan Otto, fordi han er sådan en slesk karl der 'turer udenom'. Ja, det hedder det altså heroppe. Når man er en gammel gris, som fester igennem uden konen. Adr. Han har åbenbart haft held til det flere år i træk. Altså til at lokke de unge damer med ned af gangene og ind i forlade klasseværelser. Men måske er standarderne bare ikke så høje heroppe?

Stine har lige svaret - min talentløse grammatik er reddet. Og så lover jeg, at jeg vil øve mig i fremtiden. Promise!

Sådan har jeg det med min opgave:

Oh no you didn't!

Hvem er den kost, der har sprinklet krymmel ud på mit honninghjerte?!

Politikere og misbrugere er lige dårlige til at overholde aftaler...

Bliver simpelthen nødt til at fortælle, at der dukker fire pantflasker op, når gammelgimpen ligger sygmeldt. Og jeg samlede dem allesammen. Påænker at pakke dem allesammen ind i en kasse og tage dem med til pakkespil den 19. Hvor vi åbenbart skal spille pakkespil. Så kan gammelgimpen få sine flasker alligevel.

Er måske nødt til at komme med et dementi omkring ungegimpen. Ikke fordi jeg har udviklet nye, varmere følelser for hende. Men fordi hun lissom er startet forfra i anekdoter om sit liv og fortællinger fra kanten. Og jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi hun bare ikke har flere oplevelser fra sit liv at dele ud af, om hun bare ikke gider huske hvem hun fortæller hvilke historier eller om hun måske er sådan lidt forkert skruet sammen? Ikke sådan dysfunktionel, men måske lidt blank? Eller forkert skruet sammen oppe i hovedet? Og hvis hun er syg, er det jo ikke pænt at gøre nar. Men hvis hun bare er en nar, er det stadig sjovt.

Så er det i øvrigt sjovt, at jeg jinxer min opgave aftenen før tre ud af fire kilder brænder mig af. Suk. Typisk. Så hvis der er nogen, der har privat nummer på Regionernes psykiatridirektør Per Lund Sørensen, eller socialordfører fra Soc. Dem. Maja Panduro - så afleverer i dem bare herunder, så forpester jeg også deres weekend. For det er ved at spidse til, og det tar' vitterligt kun fem minutter. Måske.

Jonny brændte mig også af. Men det har jeg langt nemmere ved at tilgive, eftersom han er misbruger med udiagnosticerede psykiatriske lidelser, som han kæmper med hver dag. Og vi skulle mødes efter frokosten på være-stedet, men det er fredag og der får de udleveret deres medicin til weekenden, og så går sortbørshandlen med medicin der kan give mennesker i andet medicin et buzz. Og det skulle han lige ordne. Det har jeg altså svært ved at argumentere imod. Hvis jeg får skrevet en masse i weekenden, tager jeg ned og prøver igen på mandag. For han virkede nu meget flink.

Og jeg har i øvrigt sminke i krydderen nu. Og håret i curlere. Fordi jeg er en taber-nar, der skal til julefrokost med min arbejdsplads inden længe. Jeg har en aftale med kæreste om tidlig exit og sofahygge. Allerhelst ville jeg gøre mig lækker og trække ham ud og spise. Bruge min aften på god mad og godt selskab med en person jeg faktisk kan LIDE. Åh. Men jeg starter lige med noget pjat, jeg ikke gider. Flot, ik'? Sig til, hvis du mangler en fodmåtte, for jeg smider mig ned, uden du behøves at spørge.

megajinx

Jeg tror måske, jeg kan bestå.

Én uge tilbage

God onsdag. Det er en anelse sindsnedbrydende, at jeg skiftevis har gode og dårlige kildedage. Det giver ihvertfald en sær blanding af panikangst og eufori.

Men i dag har været en god dag, så vi kører på 'det skal nok gå'-bølgen. Jeg får ringet, jeg får snakket, jeg har ikke rigtig fået skrevet noget endnu, men det har jeg weekenden til. Og jeg tror måske det går. Måske.

Overvejer at blive væk fra firmajulefrokost fredag. Troede aldrig at manglende lyst til at feste skulle overgå mig. Ever.

Men jeg ved ikke hvorfor jeg skulle tage med? Når jeg nu kunne sidde hjemme og skrive eksamensopgave hele fredag aften og på den måde gøre mig fortjent til den julefrokost jeg GODT gider på lørdag. Hos Lis. I Odense. Med alle skanksne.

På arbejde kender jeg kun de tre jeg ser hver dag, resten af de ansatte har jeg knap nok set. Jeg stopper igen om to uger. Jeg skal skrive en opgave, og jeg kan ikke lide snaps. Men jeg HAR jo sagt ja. Er det så dårlig stil at blive væk? Eller er det i virkeligheden skideligemeget? Mon ikke de også er ligeglade med om jeg kommer? De ved jo heller ikke, hvem jeg er?

Jeg magter ihvertfald ikke at dumpe, fordi jeg tager til en julefrokost jeg ikke gider med mennesker, jeg ikke gider...

Hvis vi skal være sammen for evigt #1

Skal jeg så aldrig mere vågne ved siden af en fyr, jeg ikke kan huske hvad hedder, og undersøge om jeg har trusser på for at regne ud, hvad der er sket i nattens løb?

Fint med mig.