Akavet brok

Vi skal til Nice til sommer. I Fraaaance.  Med den Sunde og Raske Fyrs forældre. De har simpelthen inviteret os en uge i sommerhus med hans bror og dennes familie. Virkelig pænt af dem. Det bliver så hyggeligt. Og da jeg stadig er SU-mode, bliver det også min eneste ferie.

Vi har selv sørget for flybilletsbestillingen derned. Og har -først ikke med vilje - bestilt en billet til to dage før, de andre ankommer. Men vi nåede frem til, at det er skidesmart. Så tager vi bare to nætter på hotel i Nice og har lidt kvalitid sammen. Bare kæreste og mig. Så kommer de andre om lørdagen og vi tager i sommerhus.

(Han var i øvrigt vanvittigt fuld i det dér København i går, og ringede for at fortælle mig, at han elskede mig 'helt inde fra hjertet af'. Det er da for sødt.)

Men altså. Svigermor er noget bedre kendt i Fraaance end os, og hun spurgte til hotellet. Aner ikke noget om hotellet, så jeg sendte hende bare navn og adresse. Hvorefter denne besked skete:

"Hej igen. Det ser ud til at ligge rigtig godt -ikke langt fra blomstertorvet mm. Og meget centralt i øvrigt. Tror vi booker til os også fra fredag til lørdag. Knus"

Var det lige min romantiske weekend, der røg dér? Jeg kan ikke finde ud af det?

Hjem til Århus, åh åh..

Så er jeg tilbage efter ferien. Det er sært. Har ikke sovet i min egen seng siden den 25/6. Det er nu ikke så eksotisk og sexet som det lyder. Det betyder imidlertid blot at jeg har været hjemme. Rigtig hjemme. Ved Mor og Far. Mormor og Morfar. Farmor. Rikke. Sommerhuset. Storebror. Osv. Og det betyder, at jeg har været på ferie. Istanbul og Sicilien - og hvor har jeg nydt det.

Men nu banker virkeligheden på, lidt mere brutalt end jeg er vant til. Og det kan skyldes flere ting. For det første er jeg studerende for første gang i flere år - så min ferie har været halvanden måned lang, og det er altså tid nok til at få kuller. Ikke på den dårlige måde, men på den måde, hvor man glemmer hvordan en hverdag er skruet sammen og slet ikke kan overskue et vækkeur igen.


For det andet er jeg fynbo i Århus. Og mens bussen kører hjem forbi de gader jeg har glemt navnene på, og jeg krampagtigt holder fast i min busbillet, fordi jeg fik en bøde sidst jeg kørte med bus, bliver jeg ensom. Eller ,det gør jeg ikke, men min krop husker præcis følelsen af at flytte herop.

Og den tyngde der rammer mit mellemgulv overrasker mig. For jeg har jo fået nogle skønne venner heroppe, et hyggeligt job, drinkingbuddies og what not, men jeg har været væk så lange, så min krop tror jeg skal starte forfra. Med kedelige tirsdag aftener og lidt for meget kage. Med skype hjem til Odense og Melbourne og pinagtig trang til nærvær med mennesker i skolen, som jeg endnu ikke ved, om jeg kan lide.

Men det kan jeg nu godt, det ved jeg, for nu er det ikke nyt mere - det føles bare sådan.