torsdag den 12. august 2010

Hjem til Århus, åh åh..

Så er jeg tilbage efter ferien. Det er sært. Har ikke sovet i min egen seng siden den 25/6. Det er nu ikke så eksotisk og sexet som det lyder. Det betyder imidlertid blot at jeg har været hjemme. Rigtig hjemme. Ved Mor og Far. Mormor og Morfar. Farmor. Rikke. Sommerhuset. Storebror. Osv. Og det betyder, at jeg har været på ferie. Istanbul og Sicilien - og hvor har jeg nydt det.

Men nu banker virkeligheden på, lidt mere brutalt end jeg er vant til. Og det kan skyldes flere ting. For det første er jeg studerende for første gang i flere år - så min ferie har været halvanden måned lang, og det er altså tid nok til at få kuller. Ikke på den dårlige måde, men på den måde, hvor man glemmer hvordan en hverdag er skruet sammen og slet ikke kan overskue et vækkeur igen.


For det andet er jeg fynbo i Århus. Og mens bussen kører hjem forbi de gader jeg har glemt navnene på, og jeg krampagtigt holder fast i min busbillet, fordi jeg fik en bøde sidst jeg kørte med bus, bliver jeg ensom. Eller ,det gør jeg ikke, men min krop husker præcis følelsen af at flytte herop.

Og den tyngde der rammer mit mellemgulv overrasker mig. For jeg har jo fået nogle skønne venner heroppe, et hyggeligt job, drinkingbuddies og what not, men jeg har været væk så lange, så min krop tror jeg skal starte forfra. Med kedelige tirsdag aftener og lidt for meget kage. Med skype hjem til Odense og Melbourne og pinagtig trang til nærvær med mennesker i skolen, som jeg endnu ikke ved, om jeg kan lide.

Men det kan jeg nu godt, det ved jeg, for nu er det ikke nyt mere - det føles bare sådan.

Ingen kommentarer: