torsdag den 5. januar 2012

Ugens søgninger

Søg i nøgleord

Vildsvinekrone                                               6
Trixyworld                                                      4
Nytårsdag pizza pizza odense slåskamp    2
””jeg dansede tæt med min bror”               2
”hoppe på hovedet fra”                               1
Frihedskæmpere ved heltegalla                  1
Frihedskæmpere ved heltegalla 2011 maj  1
Gulderodskur                                                 1

LOL

Vildsvinekronerner: Det er nok for sent nu, for jeg gætter på søgningen var til jeres nytårsfest, men spørg 
Patrice Burger. Han er skarp til det dér mad. Resten kan jeg ikke hjælpe med. Jo, måske dig der dansede tæt med din bror: hold op!


onsdag den 4. januar 2012

Elgigantisk idiotforetagende

Når jeg nu betaler 3000 spir for en hjælpeløs lille HTC desire, og den så går rabundus inden for sit første leveår, hvor jeg helt ærligt ikke har gjort noget nævneværdigt dumt ved den - jeg har endda haft et af de dér spassercovers udenpå for at beskytte lille Elly. (Det hedder hun.)

Og rigtig rabundus går hun jo ikke engang. Alt virker, undtagen den dér lille bitte dims der gør, at du kan HØRE, hvad dem du taler i telefon med siger. De kan sagtens høre mig. Telefonen kan sagtens ringe, klikke og vibrere, jeg kan bare ikke høre noget, når jeg tager den. Minor detail.

Og når jeg ikke længere bor i en by, hvor elgiganten findes og min stakkels mor får alt hyret med at indlevere en telefon for mig, følge op på den og hente den igen, fordi sms'en fra elgiganten siger at telefonen er færdig ved værkstedet, så har den bare at virke. Ikke stadig at være i stykker. Nøjagtig samme sted, hvor den var i stykker før.

Og når jeg så går ind i forretningen for at aflevere Elly IGEN, skal fyren ikke taste telefon'koden' ind og sige: 'Nej nej, den har fået fugt, så dækker vores garanti ikke. Det konstaterede de sidst på værkstedet.'

Hvad? Så de løj bare fore min mor, da hun hentede den 'færdige telefon'? Og kan de godt bare SELV beslutte, at det er fugt, der, smart nok, fritager dem fra at opfylde deres garanti. Kan man ikke få en uvildig ekspert ind? De har ædt søm, hvis de tror, at jeg har 3000 at lægge hvert år til en ny smartphone, der åbenbart ikke kan tåle at komme udenfor i 'høj luftfugtighed', eller 'regnvejr', eller 'med på toilettet efter nogle har været i bad'. Undskyld - hvad KAN den tåle?

Røvhulsrøvhuller. Må de godt bare sådan nægte at forsøge? Føler mig meget forbrugerforurettet. Desværre uden den mindste forstand på, hvad jeg kan gøre ved det.

Det var så, hvad jeg fik ud af at bevæge mig ud idag. Dét og så to par wolfordstrømper og en meget stor espresso-latte som jeg købte i vrede lige bagefter. Startede ellers min vredes-spree i 'Sand', men havde åndsevne nok til at forlade butikken uden at prøve verdens smukkeste frakke. Dammit, jeg kan ikke engang angry-shoppe ordentligt mere.

Intet nyt fra fronten

Måske skal jeg ligefrem bevæge mig ud for at opleve noget blogbart? Burde ikke være så svært. Det er jo trods alt mit elskede Odense, der ligger lige uden for døren.

Jeg tror sgu jeg gør det. Snot and all. Vi ses!

tirsdag den 3. januar 2012

Glem hvad jeg sagde

Jeg gider ikke være forkølet mere nu. Stik mig en lynkur, et par dansesko og en gylden dame. Hurtigt!

Usexet ad libitum

Nå, men. 2010 slog mig i gulvet i en afsluttende kyssesyge, hvis eftervirkninger måske ragede en smule ind i 2011, men det tæller ikke, for det brød ud i december. Så jeg var faktisk rask hele 2011.

Ja, jeg ved godt, at mine fraværsstatistikker siger noget andet, men det er løgn. Jeg holder stædigt på, at man skal huske at pjække mens man er studerende, for lige pludselig stiller verden krav til en. Om 37 timer, mødepligt og deadlines. Og det er hvis man er så heldig at få et job, altså er det noget, jeg stræber efter.

Der var også de to dage på mit 'job', hvis man kan nå at kalde mine to måneders kulturchok klokken fünf om natten for et job. Men det var op til en deadline på skolen, og så synes jeg stadig godt, jeg kan trække 'studerende'-kortet. Og i øvrigt prioritere egen uddannelse højere end elektronik- og it-afdelingen på teknisk skole i Tristed.

Så all in all var jeg ikke syg i 2011. Ikke en eneste dag, hvis vi fraregner the terrible woman migraines, som må være forventelige, når man hverken træner eller spiser sundt. (Ja, jeg passer virkelig godt på min krop...)

Er det så ikke liiidt typisk, at jeg skal vågne med snot i hele kraniet den første januar 2012?

Og jeg har sgu da glemt at lave nytårshoroskoper til jer! Jeg SKAL altså lære at huske det lort. Dammit.

Men altså, sidder badet i kleenex, mad med chili og tomater, zymelin og de der citrus treo, der i et par timer kan få min hjerne til at tro, at den ikke er pakket ind i et fire cenitmeter tykt lag snot, der presser på alt i mit kranie med et par atmosfæres tryk for meget.

Men lad mig nu bare gå ordentlig i brædderne i dag og i morgen. Så jeg kan blive frisk til på fredag. Hvor jeg skal til eksamen. There, nu ved i det. Og jeg magter hverken odense-århus tur/retur i kæmpe snothelvede eller tankevirksomhed der kan påvirke min karakter. Slet, slet ikke. Den eneste fordel må være, at jeg ikke vil kunne lugte min undervisers katastrofale 'ingen mad, men masser af smøger'-ånde. Men den er til at leve med, fordi han i bund og grund er en flink og dygtig mand med rødvinstud.

Men hvis jeg kommer tidligt fra start med den mængde sygdom der er tildelt mig i 2012, er det vel også hurtigere overstået? Og jeg er jo bare en arbejdsløs bums. Bring it on.

Så vil jeg flippe om på den anden side, og se noget mere tv-shop.

mandag den 2. januar 2012

Going long distance

Min dag er fyldt op med jylland. Busser i jylland, tog i jylland og en enkelt cykeltur i jylland, i en by jeg aldrig har besøgt før. Silkeborg, jeg håber, du er nem at finde rundt i på cykel. For jeg har præsteret at gøre min dag maksimalt besværlig for mig selv, ved at medbringe min cykel på to busture, og tog tur og et besøg på et sygehus i det dér Silkeborg. Men hvordan får andre mennesker egentlig deres cykler med over lange afstande? Cykler de?

Når jeg så er færdig på sygehus i Silkeborg (Ikke noget alvorligt, bare det knæ dér), skal jeg videre med toget. Ikke tilbage. Nej, videre. Hjem til Odense. HJEM. til. Odense. Til Birgittes lejlighed, hvor mit tøj står, og hvor jeg har nøgle til. Sil Søndergade, lige 100 meter fra Rikke og Line. Til samme opgang som Cecilie. Til cykelafstand fra Mormor, Morfar, Farmor, Faster, Onkel, Onkel, Tante, tre kusiner, fire fætre, Andersens Bodega, og tres venner i løs slikvægt. I Odense.

Jeg er lidt in aw. Jeg kan ikke helt kapere følelsen. Kombinationen af at glæde sig usigeligt, og så slet ikke kunne overskue, at når jeg kravler i seng i aften, bliver det alene. I Odense. Og den Sunde og Raske Fyr kravler i seng alene i Thisted. Det er for vildt. Men han kommer igen allerede på fredag. Min elskede. Til Odense.

Mon ikke det hele nok skal gå? Nu har jeg ihvertfald min cykel med...

søndag den 1. januar 2012

Så går vi rundt om en...

På vej ind i det nye år, er der sgu egentlig mange ting at tage stilling til.

Er grisetetris et klamt udtryk, eller kan du også se det sjove i det?

Bliver man nogensinde for gammel til at sove til klokken tre om eftermiddagen den første januar?

Hvad mon lægen siger til mit knæ i morgen? Kommer jeg til at løbe igen? Bliver jeg i så fald slank - og skal jeg selv gøre alt arbejdet, hvis det skal ske?

Bliver min venindes bedrevidende, diskussionslystne egotripper af en kæreste nogensinde bedre selskab? Eller skal jeg undgå ham i al hemmelighed for evigt?

Hvordan mon min eksamen går? Og skal jeg egentlig læse mine artikler igen, inden jeg møder op?

Kan jeg få et job i Odense?

Kan jeg overleve i Odense uden den Sunde og Raske Fyr?

Kan han overleve i Thisted uden mig?

Er vi snart færdige med at træffe elendige bopælsbeslutninger, så vi kan komme igang med den fantastiske del af vores bo-sammen-liv?

Har jeg stadig tre bedsteforældre til næste nytår? Og har de stadig mig?

Holder jeg op med at obsesse over ting, jeg alligevel ikke kan ændre? Og over mennesker, jeg ikke kan og ikke skal forstå? Det må være en slags nytårsfortsæt. Drop nu at regne ud, hvorfor røvhulsrøvhullerne er idioter. Der er ingen grund - det er de bare, og det er ikke min skyld.

Ja, det er sgu mit nytårsfortsæt. Det og så tandtråd.