torsdag den 28. april 2011

Tycho Bras

Jeg stresser. Jeg sidder helt stille midt i et foredrag om HIV/AIDS i Afrika og stresser. For jeg skal jo passe min skole. Men i dag skal jeg bare også sååå meget mere.

Min brødrister lugtede af fisk i morges, da jeg ristede boller. Forsøger at finde ud af, om jeg nogensinde har forsøgt at grille fisk på den, for må ærligt indrømme, at jeg engang har forsøgt mig med et par grillpølser.

Måtte droppe badet i morges og finde numre på vvs, tømrer og musikmand. Og knæspecialist. Men jeg kan ikke ringe til dem, før jeg har styr på min kalender og véd, hvornår jeg er hjemme. Det bliver nok engang omkring jul.

Og ja, jeg er så åbenbart den type, der dropper badet, når jeg har travlt. Ikke noget med at skippe morgenmaden eller den halve times snoozen inden jeg står op - det er badet der ryger. (Og barberingen af benene. Som er bare. Igen)

Tror faktisk jeg må droppe resten af to-do listen. For jeg skal på arbejde i aften, men skal også være på fyn kl halv 9 i morgen tidligt. Hvorfor planlægger jeg så elendigt?

Og min fars moster er død, så jeg har fået rodet mig ud i, at hjælpe min mor med at passe 2-5 børn, mens de er afsted. Børn. Og mig. Kender mine forældre mig slet ikke?

Og jeg kan altså ikke lide min lejlighed. Selv mens det stadig er lyst udenfor, går jeg en omvej for at glo op på mit vindue, om der skulle være noget unormalt at se? Og når man ikke rigtigt kan lide sin lejlighed, har man ikke skidemeget lyst til at rydde op i den. Jeg har ihvertfald ikke. Men det, at den er rodet, får mig til at kunne lide den endnu mindre. Det er skruen uden ende.

Jeg har faktisk rigtig travlt, og nu står manden ved tavlen og snakker om en artikel vi skal lave til i morgen? Is he serious?

Ingen kommentarer: