Sig nu en viiiits

Jeg kan ikke nogen vittigheder på stående fod.

Det er egentlig underligt, for jeg er, hvis jeg må sige det selv, virkelig sjov. Den i et selskab der altid smider en sarkastisk bemærkning eller lader tavsheden tale, så en situation eller samtale pludselig bliver komisk. Hvis jeg må sige det selv, naturligvis.

Men den gængse humor. Den hvor to ludere og en lommetyv sad på en bar, den er jeg blank udi. Hvornår holdt vi op med at fortælle vittigheder?

Som barn var det jo storslået at komme i skole med replikken: 'Jeg kan en vits,' spyttet ud samme sekund, man trådte ind i klasselokalet. (Ikke før, for så mistede man noget af sit publikum, og kunne risikere at Johanne gentog vitsen i næste frikvarter, men som sin egen!).

Den Sunde og Raske Fyr spurgte mig engang og Herkules var ham, der var gift med Frukules? En vittighed der vist er et levn fra Asterix og Obelix.. Måske har vi droppet vittighederne fordi langt de fleste starter med alle børnene... eller hvor mange blondinder skal der...?

Kan vi ikke nyskabe vittigheden mere?

Eller også er det fordi, vi efterhånden har levet længe nok til, at vores egne tilværelser har indeholdt flere komiske tilfælde end en Wulf/Morgenthaler kalender?

Måske definerer man 'at blive voksen' på, hvornår man holder op med at fortælle vittigheder, og i stedet bare fortæller om sig selv?

(Dog kan man stadig blive skudt tilbage til et umodent teenagestadie, hvis man føler større trang til at udlevere sine omgivelser end sig selv gennem pinlige historier. Hvorfor vokser nogle mennesker aldrig fra denne vane?)