Fredage som fruentimmer

Det er ved at blive en lidt uhyggelig vane. Det dér med at være wifey på 'Mad Men' måden og spendere en hel dag på vasketøj og rengøring.

Helt ærligt burde jeg være mest skræmt over, at jeg er så luddoven, at jeg lader stå til, indtil det kræver en gravko, to sorte sække og mere end almindelig optimisme at komme til bunds igen.

Men det sker altid om fredagen?

Som i dag hvor vækkeuret ikke ringede (fordi jeg åbenbart havde sat det til kun at ringe om torsdagen?), men jeg alligevel vågnede, en halv time før jeg skulle op. Smed to vaske over, cyklede i kvickly og handlede, hjem og smide nyt tøj over, tørretumble og hænge op. Støvsuge, tørre støv af, gnubbe lidt på noget kalk, tømme sukkerkrukken og gøre den ren, inden jeg fyldte den igen. Smide skoene fra Camilla ud. Jeg har elsket dem virkelig meget, men når sålen ikke længere hænger fast på resten af skoen, ik'....

Og nu sidder jeg i min lejlighed, med friske blomster i vase, her dufter dejligt, alt ser pænt ud, og jeg har igen styr på livet. (Droppede dagens 45 minutters skolegang. Seriøst - det tager mig 45 minutter at komme frem og tilbage på cykel, det virkede sgu ikke fair.)

Men hvorfor er det, at det altid skal foregå om fredagen? Er der ved at danne sig et mønster, jeg ikke helt kan gennemskue nu? (Danskernes akademi har endda kørt i baggrunden hele dagen. Fml.)

Heldigvis er der stadig nogle ting der minder mig om, at jeg er mig.

Som f.eks. når jeg i kvickly misberegner bredten på indkøbskurv og min røv tilsammen, og tackler mig selv om kuld på en velstablet europalle. (Og i øvigt hér indser, at jeg ikke har BH på.)

Eller når jeg løber tør for lokumspapir, og skynder mig forbi fakta på vej på job KUN for at købe det. Og kommer hjem seks timer senere, med vanish, agurker, mælk og what not, men UDEN lokumspapir. (Det er fandme trist at tørre røv i aflagt slikpose...)

Eller som når jeg smider skrald ud, heriblandt pizzabakke (fra i mandags), og først halvvejs gennem opvasken indser at globalkniv nu mangler. Og nu opholder sig i container, der i dagens anledning kun har lillebitte hul i toppen, som man kun kan nærme sig ved at indtage adskille ydmygende positioner.

Så kan det sgu være lige meget, hvor meget mit hjem dufter af ajax, og at der står Wolford i røven på min strømpebuks. Jeg er Trix all the way.