I medgang, modgang og gang.

Tilbage på arbejde efter ugen i Lø Fraaaans. Første vagt efter chefkokken har sagt op, med ny menu og fuldt hus fordi der er kommet nyt tilbud med tre retter mad og to vine for firehundrede kroner. Det er mageløst.

Elsker, når der er gang i jobbet, og folk er glade. Forsøger at bekæmpe min underlige vane med at kalde folk ældre end mig selv for Hr og Fru, men min arbejdsplads ligger sgu bare så meget op til det.

Men ved 7-tiden trådte omdrejningspunktet for dagens indlæg ind. Et par. Midt i trediverne. Hun: køn, skulderlangt mørkt hår og smilende øjne. Han: Tynd, venlige øjne, forkrøblede ben og med stok.

Benene var krogede, balancen usikker og kropsholdningen ludende som følge heraf.

Da han tog jakken af, så jeg kunne hænge den op, skyndte han sig et øjeblik for meget, og mistede balancen så både hun og jeg greb ud og tog ham under armen. Følte et splitsekund, at jeg måske havde overtrådt hans grænser, ved at 'hjælpe' ham, men det var ren refleks.

Men han sagde bare pænt tak og forklarede, at de var spadseret ned til restauranten i dag, og derfor var benene lidt mere trætte og usikre end normalt.

Satte dem ind til bordet og listede ud i køkkenet, hvor mit hjerte krampede et kort sekund. For jeg har sååå ondt af mennesker, der ikke har deres fulde førlighed. Der ikke selv kan vælge om de vil gå eller løbe. Der har en utaknemmelig skæbe, som de ikke selv har været herre over.

Men i løbet af aftenen, fik jeg det bedre. For de snakkede sammen. Grinte. Kiggede hinanden dybt i øjnene og hyggesnakkede med mig, når jeg gik frem og tilbage med deres mad.

Og det var tydeligt, når hun så på ham. At hun så så meget mere end en mand, hvis ben ikke virker. Deres samvær osede af bevidsthed. Af at de havde valgt hinanden, og at de ingen bekymringer havde. Hun så mere end os andre.

Måske havde jeg dømt dem, måske havde jeg for ondt af ham i forhold til, hvad man skal. Men det havde hun ikke. Hun så et helt menneske. Og det var tydeligt. Og deres samvær og udstråling var så behagelig, at jeg næsten blev overrasket, da han sidst på aftenen rejste sig fra bordet, tog stok i den ene hånd, sin ledsager i den anden og usikkert trippede ud af restauranten.

Ønsker ikke at udlevere dem. Ønsker bare at rose dem.

For hvis jeg en dag ikke længere har den førlighed jeg er vant til. Den krop jeg er vant til. Eller det liv jeg er vant til, vil jeg ønske at menneskerne i mit liv, stadig ser mig, præcis som jeg er. Ikke som mere, ikke som mindre.

Og det gjorde hun.