Forårsfornemmelser

For heeelvede, hvor har man travlt, når kroppen lige pludselig indser, at det er forår.

Ikke med at barbere ben eller træne kroppen slank eller gøre rent, men med at leve igen.

Havde Rikke på besøg endnu en weekend. Den sidste weekend i lang tid. Så lovede hende en bytur. I Århus. Er stadig ikke heeelt god til det dér med fest og Århus. Sig mig, hvor går man hen, når man bare gerne vil drikke gyldne damer og danse?

Men vi festede. Og søndag tog jeg med til fyn. Ikke helt planlagt, men bare fordi det er dumt, betyder det jo ikke, at jeg lader være. Mandag forsvandt i en tåge, som jeg kun er glad for, jeg har glemt. MEN.

Tirsdag morgen skinnede solen. Vinden var lun og kærtegnende og Odense er bare så fucking smuk, når det er forår. Og det er miiin by. Og jeg vadede rundt i de små gader og kiggede på stangtøj, uden at bide mærke i noget som helst. Spiste en pastasalat på Mamma's, prøvede nogle øreringe og forsøgte at huske, hvorfor jeg nogensinde var flyttet.

Hjem til Århus og lave lasagne til det første møde med min nye madklub. Eller, den er ikke ny, men det var første gang, det var lykkedes os at finde sammen. Til lasagne, after eight og sokkedyr i min lejlighed.

Så lidt træt og mat i skole onsdag, hvor det eneste jeg præsterede var at få en vindate med nogle dejlige mennesker samme aften. Og vi hyggede os. Og Tir Na Nog er slet ikke så slemt om onsdagen. Og kareoke er da sejt?! (Sømand af verden, Du er så smuk og dejlig + Diamonds are a girls best friend. So help me god!) Undskyld. Til alt og alle.

Og pludselig står man klokken halv tre om natten, men hikke og det ene øje klemt lidt sammen for at se skarpt og indser, at foråret er kommet. Og at jeg har droppet skole og pligter og hvad jeg 'burde få gjort' i snart en uge, fordi det bare er så fantastisk at gøre alt muligt andet.

Men når hikken fortsætter insisterende må man ud fra baren, ind i en taxa med sin kebab og finde sig i at Omar lægger lidt an på én hele vejen hjem, og slutter af med at invitere på rødvin, selvom man i bund og grund blot ønskede at køre med hans taxa.

Op i seng, sove, vågne med pels på tænderne, insisterende banken i tindingerne og ingen mad i huset, men med et smil på læben. Fordi det her er livet, og efter nogle mørke, sygdomsramte og sløve måneder er jeg begyndt at leve det igen.