Godfuckingmorgen

Øv. Så blev man lige vækket tyve minutter over 8. Bevares - tidspunktet var ikke så krakilsk, men helt ærligt:
HVEM ringede på min dør? Og stillede dig ude af synsvinklen for min dørspion?

For så åbner jeg ikke. Nej, jeg gør ej.

Det er fandme stenet. Når jo at tænkte 100.000 tanker. Er det licens? Er der andre end licens jeg burde være bange for? Skylder jeg penge væk? Er det blomster? En pakke? (Har jeg bestilt en pakke?) Jehova? (Forkynder de i hverdagene?) En tyv, der vil sikre sig at ingen er hjemme? Og i så fald, burde jeg så ikke åbne? Men jeg har jo intet tøj på. Skulle jeg have taget en bluse på og åbnet? Hvad nu, hvis det bare var én, der trykkede for sjov, da han gik forbi? Er der så nogen grund til at have sådan en klump i maven? Hvis jeg nu åbnede, ville jeg finde ud af det.

Da jeg når til dén tanke, er det lissom for sent at åbne. Vi kan således bare konstatere, at mit liv allerede er nået pensioniststadiet på flere punkter. Jeg er bange for at åbne min dør for fremmede - og selv hvis jeg ville åbne den, er jeg for langsom...