Hvorfor jeg ikke bør interviewe over telefon:

Fordi jeg ikke skriver særlig hurtigt. Min notatteknik er helt ad helvede til. Og skulle det lykkes mig at notere i samme fart, som du taler, kan vi begge være helt sikre på, at ingen, ikke engang jeg selv, kan tyde hieroglyfferne efterfølgende.

Fordi jeg lider af det, min lære kalder telefonskræk. Jeg er evigheder om at tage mig sammen, til at trykke nummeret, og når jeg så endelig gør det, efter tre timers optakt, er jeg ikke særlig velforberedt alligevel.

Fordi jeg bladrer med min papirer, og indser, at jeg skulle have skrevet min spørgsmål ned på det samme stykke papir. Eller indser, at jeg skulle have lavet spørgsmål i det hele taget.

Fordi jeg ikke kan koncentrere mig om dit svar, mens jeg leder efter papiret med det næste spørgsmål på.

Fordi jeg næsten altid er i bad, når du ringer tilbage. Og så må jeg styrte ud og oversvømme mine svimlende 28 kvadratmeter, for at fange dig. Og det er immervæk lidt svært, at tage sig selv seriøst, når man sidder med håndklædeturban og bare patter, og stiller store etiske spørgsmål.

Fordi jeg klipper tånegle, mens vi taler, og først indser, hvor dumt det er, når du siger 'Hvad er det for en kliklyd, der bliver ved at dukke op?'

Fordi jeg meget hellere vil tale med dig, ansigt til ansigt.