Rooolig nu

Så sidder jeg dér. I toget. Pyh!

Er lidt i tvivl om min spontane hjem-til-Odense idé, blev lidt for spontan? Er svedig og desorienteret, og har en puls på små 200.

Det hele startede med jeg fik fri, før tid. Ihvertfald før jeg havde regnet med, faktisk mange timer før. Og pludselig stod jeg med udsigten til en lang aften, en halv flaske doven hvidvin, og hvad tv'et nu kan byde på. På en fredag. Jeg kan ikke påstå jeg tændte på idéen.

Men så slog det mig!
Der sidder folk i Odense, der uden tvivl savner mig, og som jeg med meget stor sandsynlighed kan lokke i fordærv i dag. Eneste minus ved plan: Jeg bor i Århus, og disse mennesker befinder sig som sagt i danmarks navle.

Men så tog fanden ved mig, tre telefonopkald og ti minutters febrilsk taske-pakning senere, stod jeg halvt klædt på (eller af, om man vil), tænderbørstende og betalte for en togbillet på DSB's hjemmeside. Det var jo for nemt - bare det næste tog tak.

Efter betaling kommer print-delen. Måtte lige rode lidt rundt efter alle kabler, da printeren har været med mig til eksamen i mandags. Men den tændtes som planlagt, printede desværre bare ikke. Heller ikke i andet forsøg. Eller i tredje. Panik!

Et hurtigt opkald til DSB informerede mig om, at jeg havde ringet uden for deres åbningstider - om jeg ville høre deres åbningstider? Nej sgu - jeg vil have hjælp nu! Hvorfor lukker DSB nogensinde? Ved de ikke, at jeg panikker, hvis jeg ikke får hjælp til større tekniske projekter?
(Printerproblemer hører under disse, forståes)

Et kig på uret afslørede også, at jeg var 10 minutter fra at misse en bus, den sidst mulige bus, hvis jeg skulle bruge den billet som SU-styrelsen netop havde betalt for. Det er muligt jeg bandede, erindringen sløres allerede nu.

Så hvad gør man? Jeg tog tøj på, computeren under armen, tasken på ryggen og løb ned til bussen.
Løb fra bussen og ind på banegården, i de høje hæle jeg absolut skulle have på. (Hvor dum kan man være?)

Fandt sporet, og en flink mand, som jeg febrilsk viste min computer, mens jeg forsøgte at gøre ham forståeligt, at jeg altså kun havde min billet inde på skærmen.
'Den er fin, det kan du sagtens.' svarede han smilende.
Al luft sev ud af mig, min panik, mine undskyldninger jeg havde arbejdet på hele busturen, min vrede over DSB telefonens lukketider forsvandt i verdens mest antiklimatiske 'Nå'.

Jeg steg på toget.

Der sidder jeg så nu, med gratis internet i dagens anledning, en sanwich med skinke og ost - og den vand der fulgte med tilbuddet, og er tilfreds?

Jeg har panikket mig selv til det punkt, hvor det nærmest er skuffende at det hele lykkedes..

Men det gjorde det - hurra for DSB!

Så kan jeg måske vende opmærksomheden mod den kendsgerning, at jeg ikke har pakket strømforsyning og sokker, og ikke har været i bad efter en hel dags køkkenarbejde - men det batter ligesom ikke rigtigt nu, for det hele ordner sig nok.

Bytur - det var grundidéen - tilbage til den!

Og så takker jeg forresten vejrguderne for at gemme regnskyerne til i dag, og give mig årets første solfarve i går til kapsejlads. Jeg er sgu en heldig kartoffel.