Når jeg ringer op til folk, ved jeg, hvad jeg vil sige.
Jeg har en idé, om hvad vi skal tale om.
Jeg har min sikre, tydelige og (hvis jeg må sige det selv) pæne telefonstemme på.
Når jeg så får fat i en telefonsvarer, gør jeg én af to ting;
-Jeg smider røret på, det øjeblik det går op for mig, at stemmen i den anden ende er indtalt og ikke et rigtigt menneske.
-Eller jeg indtaler en besked, der til forveksling lyder sådan; Hejøeh.. Det er Mig, ja altså - Trine. Jeg ville bare lige ringe for at tale med dig. Men du er der ikke. Jeg ringer igen senere. Hej hej? HEJ!
Hvorfor gør jeg det? Der kommer ingen informationer frem i løbet af beskeden, der kan bruges til noget? Jeg mumler. Glemmer at præsentere mig, og lyder som de dér pensionister, der tror, de skal råbe ind i røret, fordi den de taler med bor langt væk.
Det er ikke logisk, det er ikke sejt, og det er laaangt fra tiltrækkende.
Hvor er regret-knappen, når jeg har indtalt ultimativ neanderthalerbesked på intetanende pandekagemands telefonsvarer?
Jeg håber han tilgiver mig, og ringer tilbage.
Overvejer desuden, om det er overdrevet at slæbe 20 kg vasketøj 150 km. hjem til fyn, så mor kan vaske det for mig i weekenden?
Det er det nok.
Ihvertfald hvis jeg spørger hende, så det gør jeg ikke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar