Nødhjælp på dåse

Når jeg møder de dér facere på gaden, der gerne går med mig halvvejs op ad strøget og slutteligt råber 'Jamen, så er du FOR tortur!' efter mig, synes jeg faktisk ikke de gør en god gerning.

For de er så vanvittigt irriterende, at jeg mister enhver trang til at tale med dem, ligegyldigt hvor kortfattet det kan gøres. Og eftersom de tager betaling for det, de gør, foreslår jeg ofte at de afleverer deres egen løn i stedet for at prøve at fravriste mig min.

Hvis de bare stod med en dåse og et skilt, puttede jeg gerne en tyver i, når jeg gik forbi. Men eftersom jeg knap nok kan overholde afbetalingen på de briller, jeg ikke længere kan finde, og i øvrigt altid rammer sidst på måneden midt på måneden (rent økonomisk ihvertfald), gider jeg ikke binde mig til at give nogle andre penge hver måned. Det er foreløbig forbeholdt min bank, undskyld sultne børn!

Til gengæld har jeg tit og ofte meldt mig som indsamler for de fattige kvinder i afrika, red barnet, folkekirkens nødhjælp osv. Jeg har foræret min mormor og morfar en ged i julegave, som de naturligvis ikke fik, men som lille Mufassa i langbortistand blev meget gladere af. Den slags hjælp, aflad eller kald det, hvad du vil, tiltaler mig meget mere.

Det er bare ikke altid nødhjælpen er glad for min tilstedeværelse.

Sidst jeg travede en søndag tynd, for at ringe på døre, og bede folk udvise gavmildhed, når nu de ikke engang skulle forlade martriklen, indsamlede jeg en pæn bunke penge. Som skulle ud af bøtten og tælles. Og jeg fik en kniv til at åbne starutten, stak den triumferende og voldsomt gennem den tykke plasticside, og direkte ud i min hånd på den anden side.

Hold kæft, hvor det blødte. Og gjorde nas. Kunne slet ikke tælle mine penge, for blodpenge er sgu lidt uhyggelige.

Og jeg er altså så tilpas en stor tilhænger at hybris og nemesis, at jeg fandme ikke gider vade rundt en hel dag for andres skyld, for blot at afslutte dagen med blodigt sammenstød med kniv.

Så nu holder jeg lige en stædighedspause. Og er for tortur.