Det dér med drenge...

Jeg har aldrig været nogen virtuos ud i det dér med drenge. Ikke at jeg ikke har kunnet lide dem. Det har sådan set været ret lige til. Og engang imellem har de også kunnet lide mig. Andre gange.. Not so much.

Til gengæld har jeg været drengeløs (er der noget, der hedder det?) i laange perioder. For nogen gange er drenge idioter - og hvis jeg udsættes for en sådan, mister jeg enhver trang til at forsøge mig med XY-kromosomer i en rum tid.

Jeg er efterhånden fælles Love-doctor for alle veninderne. Ikke fordi jeg har specielt god historie med at få tingene til at lykkes. Måske mere fordi jeg har dummet mig så tilpas mange gange, at jeg efterhånden kan lugte en fesen afvisning, dårlig undskyldning eller booty-call kategorisering en uge inden det rent faktisk sker.

Ikke at jeg har håndteret disse scenarier med succes - men det er hér indforstået, at når man har dummet sig tilpas mange gange, bliver man automatisk ekspert?!

Så jeg har tilbragt rigtig meget tid med mig selv. Efter eget valg og alt det dér. For jeg kan virkelig godt lide mig selv. Faktisk så elsker jeg mig!

Og man bliver rigtig god til at lære, hvornår man siger ja af pligt og af lyst. Man sætter sig selv først. Man forkæler sig selv. Og bliver en lille egoist. Men det er kun noget, jeg kan anbefale. Har dælme haft det sjovt. Netop derfor, har det heller aldrig været nemt at score mig. For når en fyr endelig fanger mig i et stillestående øjeblik (sandsynligvis mens jeg venter på betjening i en bar), og præsenterer sig, skal der usandsynlig meget.. Charme? Selvtillid? Lækkert hår? til, for at han kan være bedre selskab end mine dejlige veninder.

Så altså. Jeg gad ikke rigtig drenge. Mænd. Kald dem, hvad du vil. Jeg kaldte dem som regel Åge.

Netop derfor blev jeg lidt befippet, da den Sunde og Raske Fyr lissom meldte sig på banen i sommers. Og mente det. Og brugte tid. Og energi. Og gerne kørte fra Odense til Århus for at besøge mig. Og gerne slæbte sine kammerater den retning, jeg gik, når vi var i byen. Og sagde søde ting - og skrev næste dag, for lige at gøre opmærksom på, at han mente dem.

Det fangede mig sgu lidt med hovedet i baljen. (Ved godt, det ikke er et udtryk - men forstå mig ret!)

Og han var bare sød. Og sig selv. Og lige til. Og jeg blev nærmest forvirret over at han vidste, hvad han ville. (så lave var mine forventinger til mandekønnet åbenbart).
Og så vidt jeg kan høre på mine veninder, og andre skønne piger jeg møder, er der en grund til at vi har så lidt tiltro. Og GRRR! Mænd skal sætte pris på deres prinsesser.

Lad mig derfor lige ødelægge al søstersolidaritet og fortælle, at den sunde og raske fyr i torsdags tilbragte en hel aften med mig og to veninder. Drak os fulde. Tog os med i byen. Dansede med mig hele natten. Spiste pizza med mig på en trappesten, og gav taxa'en hjem. Fordi han er dejlig!

Er så vild med ham, at jeg tilbød at tage med til Düsseldorf hele weekenden, og bare passe mig selv, så han kunne komme til 'plastic-messe' (Nej, jeg forstår det heller ikke, hverken plastic-fascinationen eller MIN fascination?) Men havde han sagt ja, havde jeg med glæde pakket en Harry Potter bog og tilbragt en weekend i et land, hvor jeg ikke kan sproget.

Synes alle piger fortjener at få kriller i maven som jeg gør. For det er fedt!