Hvor er det pisse nederen at bo i Århus, når de piger, jeg har elsket halvdelen af mit liv, sidder i Odense.
Ihvertfald når én af dem er ked af det. Sådan rigtigt. Og skal flytte fra kæresten, fordi det ikke fungerer, når de bor sammen. Og have et keglesnit, fordi hun har celleforandringer i livmoderhalsen - hun er i starten af 20'erne, som jeg. Og hun har det faktisk pissehårdt!
Hvor er en besked på facebook eller over telefonen bare en ringe erstatning, når jeg allerhelst vil kramme hende. Trække hende ind til mit bryst og holde hende fast som et barn, og ae hende over håret og lade hende hulke. Og græde. Og råbe og skrige. Og tale - og blive hørt!
Jeg vil holde hendes hånd, mens hele det liv hun kender åbenbart har besluttet sig for at vælte. Jeg vil trøste hende, når hun føler hun drukner - og hjælpe hende mod at finde en horisont, hun kan pejle efter, når hun en dag skal forsøge at stå på sine ben igen.
Mest af alt vil jeg bare gerne være der for hende.
Men nu bor jeg pludselig i Jylland, og skal passe min uddannelse og mit job.Og kan ikke bare skride fra det hele. Men hun har jo ondt! Hvordan kan resten af verden insistere på, at fortsætte som om intet er hændt, når hun har så ondt i hjertet? Og er bange for fremtiden - og for nutiden?
Det er jo alligevel intet værd, at køre det hele videre, hvis hun ikke kan smile. Og grine. Og se én i øjnene med de blå, blå øjne, der kan lyse selv en november-nat op?
Fuck, hvor kan vokenlivet rende mig lige nu.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg var ellers så glad. Fik blomster og kys i går. Og fik den Sunde og Raske Fyr for mig selv og havde en fantastisk aften. Selv det virker lidt uretærdigt, når alle ikke er lige så lykkelige som jeg.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar