Er du vimmersvej, jeg er overrasket! Nanna har lige ringet. Det var vildt. Altså ikke at hun ringede, det er sket før. Nogen gange ringer jeg også til hende. Men nej!

Beskeden hun ringede for at overbringe! OMG! Må hellere starte fra starten.

For lidt over en måned siden var Nanna til fest på skolen. Vores skole. Vi går jo på samme hold. Men jeg var ikke med til festen. Kan faktisk ikke huske hvorfor? Nå, men!

Nanna skulle hjemad, og fulgtes med Niklas, vores skønne kammerat fra el klasse, ud for at låse cyklerne op og cykle hjemad. Men én af dem havde glemt noget indenfor, kan ikke husk hvem, (Kan godt høre at denne historie er pææænt upræcis - men den bliver bedre! Jeg sværger!) så de satte cyklerne lige udenfor skolens dør og smuttede ind. I max. to minutter. Nanna er sikker, Niklas er sikker - de var kun liiige indenfor. Men da de kom udenfor igen, var det kun Niklas' cykel,der holdt parkeret udenfor døren. Ulåst og lettilgængelig. Nannas cykel var væk.

For helvede, hvor var hun bitter. And who can blame her? Et minuts fravær kostede Nanna sin elskede cykel, som bragte hende rundt i Århus. Dagen efter var hun på jagt. I bil blev hun kørt rundt i Århus for at lede efter cyklen. Ruten fra Journalisthøjskolen ind til byen, rundt inde i byen, forbi suspekte døre and what not. Men der var intet at gøre - cyklen var ikke at se nogen steder.

Men Nanna gav ikke op. På skolens opslagstavle sendte hun en høflig forespørgsel ud. Kunne hun ikke nok få sin cykel igen? Vi nåede frem til, at personen der havde taget den, alligevel aldrig ville kunne cykle på de til skole. Det var en ret genkendelig cykel, for Nannas trænede øje.

Men intet skete. I lang tid, også mens vi lavede vores projekt, kunne Nanna spotte en cykel, der ligenede hendes på flere hundrede meters afstand og løbe derhen, for at tjekke om det var hendes. Jeg beundrede hendes ildu, men fattede ærlig talt ikke, at hun gad. Come on. Det er Århus - der er pænt mange cykler. Overalt. Jeg ved med mig selv, at jeg straks havde givet op.

Det gjorde Nanna også så småt. Med små glimtvise håb, når hun så en cykel der ligende hendes og planlagde et besøg på hittegodskontoret som sidste krampetrækninger, var hun så småt indstillet på, at hun måtte ned og købe en ny cykel på mandag. Altså i morgen.

MEN! Så ringede hun lige før. For i dag, da Nanna kom forbi 7/11 på Østerport, holdt hendes cykel ULÅST lige udenfor! Måske havde den stået der længe, måske var tyven inde i 7/11 og handle? Nanna ventede ikke på svar, hun svang sig op på cyklen og og stak af! Hjemvendt med cyklen, konstaterede hun at den trænger til en kærlig hånd. Men rent udgiftsmæssigt slår det til en hver tid at købe en ny!

Nanna er lykelig, og jeg er imponeret. Jeg havde aldrig selv udvist den vilje til at kæmpe for min ejendom. Jeg havde nok ikke engang ledt mere end et par dage. Og så lang tid efter, er jeg ikke engang sikker på, jeg ville genkende min cykel. Den ville være helt ude af øje og sind.

Men Nanna troede på det, og kæmpede for det. Og det betalte sig.

Så det er slut med at give op, bare fordi situationen ser håbløs ud.
For ligegyldigt hvor langt bagud man er, kan man sejre alligeve!