Pssst, det er hemmeligt. Selv for mig.

Jeg flytter. Altså bloggen. Til det dér blåggers delajt. Hvis det altså nogensinde går op for mig, hvordan jeg logger ind, skriver indlæg og får fjernet den grimmer 'blåggers delajt'-header på deres udgave af min blog.

Foreløbig går det jo ikke så stærkt. Mest af alt står det stille. Men jeg regner ikke med, at jeg selv skal regne det hele ud. Jeg flytter ihvertfald først, når jeg selv kan se mig ud af, hvordan man gør. Hæ.

Flytter i med? Please?

Action på landet

Uden for min mors køkkenvindue (bevares- også min fars), hænger der sådan et snurre-hjerte. I véd, de der lag-delte hjerter, der ser meget spiralagtige ud, når de svinger frem og tilbage. Dem er min mor helt vild med. Også bare spiraler, klokkespil og hvad de ellers hedder, de dér vindindianere, der blinker, svinger og hyler i vind og vejr.

Men dette ene hjerte hænger liiige i hovedhøjde. Det er bare metal-farvet og i midten er der en rød kugle. Men det glimter, når det snurrer rundt, og nu er jeg cirka elleve ganget væltet sidelæns ned fra spisestuestolen, i panisk angst over det mennesker der står udenfor og iagttager mig helt uden at bevæge sig.

Mega skræmmende, og temmelig antiklimatisk at indse, at der er tale om en uro. Alle elleve gange. Dammit.

Men det kan jo forklares med, at optikeren konstaterede, at jeg er noget nær blind. Briller er bestilt, og jeg skal nu ud og sælge enten Rikkes eller den Sunde og Raske Fyrs krop for at betale for dem. Dobbeltdammit.

Jeg skal lige noget

Nåmen. Det viste sig så igår, at mine undertekster er forsvundet. Altså, jeg kan godt se, de er der. Men jeg kan ikke læse dem mere. Det er som om de står dobbelt. Ligesom mine sms'er når det er mørkt. Og det der vejskilte, hvor det er skrevet hvidt på blåt.

Det er åbenbart ikke meningen, at de ting skal være usynlige?
Så jeg smutter lige til optikeren. Hejhej.

Zå Låvestowy: Hvornår er man kærester?

Efteråret kom med masser af romantiske weekender. Og fester. Hos hans venner. Hos min venner. Overalt. Og hver eneste gang kom de akavede spørgsmål frem. Jeg fatter faktisk ikke, at så mange mennesker kan være så taktløse over så lang tid. Helt ærligt mennesker?

Først var der festen ved den Sunde og Raske Fyrs venner i det københavnske. Hvor de opmærksomme venner, der havde lyttet til den Sunde og Raske Fyrs historier tidligere vidste, at han havde en kæreste. De var bare ikke lige klar over, at det ikke var mig. 'Nå, så du er Line?' Det var jeg ikke. Ingen af gangene en af mænnerne spurgte. Kunne konstatere, at jeg måtte være røget hurtigt ind i varmen, efter hun var røget ud i kulden. For ellers kunne så mange småsnaldrede mænd da ikke være uvidende om, at jeg var ny - og i øvrigt SÅ meget bedre og PÆNERE end hende Line. (Det er min blog, gu' er jeg pænere end alle hans eks-kærester!)

Men når akavetheden så sænkede sig over selskabet, hver eneste gang der var én, der troede, jeg hed Line, kom næste akavethed: 'Nåhm... Hvor længe har i så været kærester?'

Her var det mest akavede, at jeg svarede 'Vi er ikke kærester' og den Sunde og Raske svarede 'Siden sommerferien'. Det var især godt, da vi sagde det samtidig til den person, der spurgte os. Blev enig med den stakkels fyr om, at han nok skulle få besked, hvis vi blev enige om det senere.

Men senere var min Sunde og Raske Fyr så hjernedødt beruset, at han faktisk troede, han havde pisset i bukserne efter at have spildt en øl ned af sig selv. Han ville i øvrigt gerne have de våde bukser af, og i mine bestræbelser på at trække hans bukser op igen, så der ikke var diller ud over hele festen og overtale ham til at beholde dem på, har vi vist glemt at tale om, om vi skulle være kærester.

Mine veninder gjorde det også gerne. Bevidst. Og foran os begge og alle andre. 'Nå, er i så kærester nu?' De spurgte gerne igen næste weekend, hvis de ikke mente, vi havde snoet os nok weekenden før. Hvilket i øvrigt også har medført, at jeg nu til hver en tid griber chancen for at stille tåkrummende spørgsmål til mine veninder foran alle andre. Det er en ond cirkel, I know. Men jeg har mest dirt på dem, så jeg vinder. Hæ.

Men så en aften hos Rikke. I oktober, tror jeg. Efter den akavede fest i København, foreslog Rikke, at vi jo bare kunne BLIVE kærester, så vi slap for de akavede spørgsmål, for så var de jo ikke akavede mere. Og ja, jeg ved godt, at det var mig, der havde været stædig omkring det. Men jeg gad fandme ikke være hende den 'nye kæreste' der var dukket op 14 dage efter den gamle. Jeg ville være noget specielt.

Og han skulle jo også holdes lidt på pinebænken. 

Men nu skulle det være. Vi havde kysset i august. Været paragtige i september. Været mere end paragtige i oktober. Mit yndlingstal er 13. 13. september blev det så. Cirka en måned efter første kys. Hurra. Det er måske en ret uromantisk måde at få en kæreste på, men jeg var glad. Og han var glad.

Nu var vi rigtige kærester.

OKAY

Lad os få det på det rene.

Jeg har engang slået en rygmærke-agtig mand i græsset til grøn koncert.

Seks damer uden tidligere erfaring kender nu de grundlæggende elementer i et godt højre hook.

Jeg havde rødvinstænder lidt i fem. Jeg håber ikke, de så, om jeg havde det tidligere.

Jeg elsker folk, der efterlader ekstrasmøger, når de forlader mig, og jeg er løbet tør for mine latterlige, trendy, korte røde kings.

Jeg har tisset på en tandbørste. Stjålet noget. Stukket rejer i en gardinstang og ytret ordene 'det var som at smide en coctailpølse ind i en domkirke'. All in the name of love.

Jeg er ikke så god til at holde igen med uvæsentlige og selvudleverende informationer, når jeg godt kan lide nye mennesker. Det er altid lidt pinligt næste dag. Fordi det er lidt svært at gøre om. Og fordi jeg altid får fortalt lidt mere bramfri detaljer om mig selv, end det er min mening. Og om opkast i risten i en brusekabine.

Men Carsten var flink.

Går rundt og forelsker mig

Når solen skinner, er København bare vanvittig fantastisk. Selvom vinden er så kold, at det føles som om mine ører er ved at falde af. Og jeg naturligvis løste morgenens 'fugleredeproblem' med en vanvittig frisure i stedet for at gå i bad. Good thinking.

Ikke at et bad kan hjælpe det store, når veninde efterlader mig med en gigantisk skål hjemmelavet hummus og tager på arbejde med ordene: 'Bare gå i skabene.' Lækkert. Min gane er fuldstændig hudløs nu, men det var det hele værd.

Men når man sådan trasker rundt på Nørrebro, med rester af nattens make-up i fjæset, højt hår og milde men insisterende tømmermænd, er der én tanke, der er bedre end alle de andre: Jeg flytter herover til sommer. Endda med ham den Sunde og Raske. Jeg glæder mig så latterligt meget. Det er værd at vente på. Han er værd at vente på.

København er værd at vente på.

Man ved, man er i storbyen når...

folk bliver åbenlyst forvirret over, at man smiler til dem på åben gade.

ens veninde er nødt til at cykle tværs igennem byen for at hente én, fordi det dér med vejvisning bare ikke fungerer uden stedsans.

man bestiller take away, og et kvarter senere er lidt i tvivl om man spise kylling eller laks.

der er dejlige damer over det hele.

man får frokost hos bror, og lov til at prikke til nevøen inde i en mave.